Der er nu smitteudbrud på flere af kommunens serviceområder. Derfor er der brug for, at vi alle tager ansvar, og at vi gør, hvad vi kan for at nedbringe smittespredningen, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Smittetallet er stigende i Sorø og i hele resten af landet. I den seneste opgørelse fra Statens Seruminstitut har Sorø Kommune torsdag første gang bevæget sig over 100 smittede over de seneste syv dage. Og det begynder for alvor at kunne mærkes på flere kommunale arbejdspladser.

Således er der over de to seneste dage konstateret smitte på Egecentret, hvor to medarbejdere er smittet og på Lundebo, hvor én medarbejder og én beboer er smittet.

Vi tager alle forholdsregler for at sikre, at vi får standset smittespredningen så effektivt som muligt. Situationen kommer til at trække store veksler på alle medarbejdere på de berørte steder, i de andre grene af Social og Sundhed, der støtter op omkring at få arbejdet til at lykkes, og i rengøringen, der også står overfor en stor opgave med at hjælpe os, siger Social og Sundhedschef Annette Homilius, Sorø Kommune.

På Egecentret er der opsporet nære kontakter og der er bestilt en mobil testenhed fra regionen. Den ankommer den 18. eller 19. december og tester beboerne. Indtil da behandles alle beboere som potentielt smittede, og alle medarbejdere bærer værnemidler efter retningslinjerne for kontakt med smittede. Der bliver udført omfattende ekstrarengøring af alle overflader. Pårørende til beboerne er alle underrettet om situationen.

Alle medarbejderne blev senest testet d. 15. december og skal testes igen d. 22. december

På Lundebo er der ligeledes udført en grundig opsporing af smittekæder.

Udover det praktiske arbejde, så er det også en situation, som kalder bekymring frem hos medarbejdere, beboere og pårørende. Det er der ikke noget at sige til, og det skal vi ikke være bange for at tale om, siger Annette Homilius.

Rammer bredt
Udover de to plejecentre er der konstateret smittetilfælde i regi af Handikap og Psykiatri samt skole- og daginstitutionsområdet.

Der er ikke nogen områder, der kan sige sig fri fra, at være berørt af smitten nu. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi alle – både medarbejdere og borgere – gør hvad vi kan for ikke at øge smittespredningen, siger borgmester Gert Jørgensen.

I den kommende tid vil kalenderen række en hjælpende hånd i kampen mod Corona. Skoler og dagtilbud går på juleferie og samtidig har regeringen indført en række skærpede tiltag, som har store omkostninger for erhvervslivet og foreninger. men som vi tror, kan medvirke kraftigt til at reducere smittespredningen.

Juleferien og den omfattende nedlukning af samfundet, vi står i nu, giver os en mulighed for selv at styre, hvem vi ser, og hvordan vi opfører os i det selskab. Vi skal være fornuftige, forsigtige, men også forventningsfulde. For snart begynder mange udsatte og ansatte i kritiske funktioner at få vaccinen. Det vil have stor betydning. Men så meget større, hvis vi indtil da står sammen om at passe på hinanden – især dem, der passer på vores børn og ældre, siger borgmester Gert Jørgensen.

Foto: ABW