Her i juletiden har vi ekstra affald, der skal afleveres på genbrugspladsen. For at mindske risikoen for kø og unødvendig kontakt med andre mennesker, så opfordrer AffaldPlus i Sorø Kommune til, at man først tager på genbrugspladsen efter nytår.

Populære juleaffaldsfraktioner Pap, glas, flamingo, gavepapir og bånd er nogle af de mest populære juleaffaldsfraktioner og med fridage lige efter jul, giver det mulighed for at få afleveret det hele på genbrugspladsen.

Men, AffaldPlus opfordrer alle kunder til at holde affaldet hjemme til efter nytår – gerne til en hverdag i januar. Så risikerer kunder ikke at skulle holde i kø ved genbrugspladsen eller opleve trængsel ved containerne. Samtidig mindsker de kontakt kunder og medarbejdere imellem og derved risiko for spredning af corona. Hvis du alligevel kommer på genbrugspladsen, så husk at spritte af og holde afstand.

Et par gode råd til affaldssortering

Pap: Tøm papkasser for flamingo, gavebånd plastik og andet ikke-pap, inden du smider den i pap-containeren. Fold den sammen eller klip den i stykker, så den fylder mindre.

Andefedt mv.: Skal til madaffald eller restaffald, når den er kølet af. Undgå at hælde fedt fra and, gås og flæskesteg i køkkenvasken, da fedtet klumper sig sammen og stopper afløb, spildevandsrør og giver rensningsanlæggene problemer.

Gavepapir: Kan være belagt med plastik, som driller papirfabrikkerne, der genanvender papir. Smid derfor helst gavepapir til restaffald eller brug det igen til næste år.

 
Pressefoto
Del på sociale medier