Sorø Museum er pyntet op til varm og hyggelig jul

Klunketidens stuer er i forvejen overlæsset med pynt, og til jul går familien all in med mere pynt på pynten. Kik ind i de julepyntede klunkestuer på Sorø Museum og nyd gran og kugler og det fineste juletræ.

I klunketiden begyndte skikken med at lægge julegaver under juletræet. Træet var blevet så overlæsset med pynt, at der ikke længere var plads til de gaver, der før havde ligget imellem træets grene. Det var også i denne periode, at klippeark blev vældig populære med kræmmerhuse, kurve og flettede hjerter.
I toppen var en stjerne og på træet hang spiseligt pynt som sukkerstænger, småkager, æbler i fine bånd og nødder i kræmmerhuse og kurve. Flag, trompeter og trommer hang som et minde om krigen i 1864. Importerede kugler i tyndt, fint og farvet glas vakte begejstring og når stearinlysene blev tændt juleaften, var det endelig jul.

De julepyntede stuer er åbne i museets almindelig åbningstid fra lørdag den 28. november til søndag den 20. december. Kom også forbi museumsbutikken, der har et stort udvalg af gode varer med alt fra julepynt og små kalendergaver til lækre værtindegaver.

Sorø Museum følger myndighedernes retningslinjer omkring COVID-19 og vi anbefaler at bestille billet på forhånd via entrevestmuseum.billetexpressen.dk

Julekrybber var populære i klunketiden. Foto: Museum Vestsjælland.