Af Michael Pihl, DF Sorø

Det er udmærket, at Enhedslisten og SF ved et arrangement i Sorø i sidste uge mindes krystalnatten i 1938 og nazisternes jødeforfølgelser, men arrangementer koger over i ren propaganda, når Enhedslisten bruger krystalnatten til at argumentere for mere muslimsk indvandring. Iflg. Enhedslisten er krystalnatten ”stadig aktuel”, fordi muslimske indvandrere skulle være vor tids jøder. Samtidig ønsker partiet fri indvandring fra Mellemøsten og åbne grænser. Men sandheden er, at vore egne jøder er vor tids jøder og at jøderne nu er forfulgt og truet hver dag i Danmark. Og sandheden er, at Enhedslistens politik har medvirket til at skabe denne situation, hvor danske jøder oplever terrorangreb og stigende antisemitisme fra muslimske parallelsamfund i Danmark.

Trods to nynazisters skammelige gravskændinger på den jødiske kirkegård i Randers sidste år, udgår den farligste trussel mod det jødiske samfund i Danmark nu fra det muslimske parallelsamfund.

Enhedslisten nævner ikke, at jødiske interesser er under militær- og politibevogtning i Danmark. På grund af islamiske trusler om død og terror. Dan Uzan blev dræbt af terroristen Omar El Hussein, som udgik fra det radikaliserede indvandrermiljø, som Enhedslisten og SF har skabt her i landet. Kundby-pigen planlagde terrorangreb på uskyldige jødiske skolebørn i København på grund af et tros-og holdningsfællesskab med muslimske ekstremister i Danmark. I forrige uge måtte politiet afspærre to centrale gader i det indre København, hvor der bor mange jøder. Det skete i forbindelse med et islamisk terrorangreb i Østrig. Man var nervøs for, at muslimer ville ramme jøders hjem i Danmark.

Sandheden er, at Enhedslisten ved enhver lejlighed kører hetz mod jødiske interesser og staten Israel. Partiformanden Pernille Skipper holdt forrige år en tale på en palæstinensisk konference i Danmark, hvor man sang om bombebælter og terror og hvor udslettelsen af staten Israel fremgik som det endelige mål. Det er hyklerisk, når Enhedslisten hvert år fremmer sin ekstreme politik i forbindelse med årsdagen for krystalnatten, samtidig med at Enhedslisten har skabt en situation, hvor danske jøder oplever terrorangreb og voksende jødehad fra det muslimske parallelsamfund i Danmark. Så når krystalnatten desværre ”stadig er aktuel” – skyldes det i høj grad Enhedslisten, SF og den ekstreme venstrefløj i Danmark.