Ved lørdagens online-konkurrence i Lego First League vandt Sorø Privatskole en fornem pris: Den såkaldte Scandinavian Innovation Award.

First Lego League er en turnering, hvor målet er at inspirere børn og unge fra 10-16 år til at blive morgendagens, ingeniører, forskere og problemløsere. Det er anden gang Sorø Privatskole deltager med et hold elever fra 7. årgang. Konkurrencen skulle have foregået i Esbjerg, men pga. corona og begrænsninger i antallet af forsamlede blev konkurrencen holdt online på skolen.

Det var Ellen, Sofie og Iben der præsenterede deres forskningsprojekt under temaet “Replay – få flere mennesker til at dyrke motion”. Opgaven gav et bud på, hvordan man får flere til at lege og være aktive allevegne.

De tre piger præsenterede en interaktiv, primitiv motionsbane i naturen, hvor en løberute kombineres med en række enkle redskaber. Projektet var så gennemarbejdet og godt præsenteret, at det blev belønnet med den såkaldte “Scandinavian Innovation Award”, der giver mulighed for at deltage i en finale med andre skoler fra Skandinavien.

Holdet og deres to lærere, Carsten Sørensen og Emil Hansen, har dog besluttet, at de kun vil deltage i finalen med deres projekt på engelsk, hvis konkurrence foregår på en fysisk lokation.

Lidt alene

De øvrige syv elever deltog i konkurrencen om at bygge en robot ud af LEGO-elementer og -teknologi. De havde selv programmeret robotten til at kunne løse en række opgaver i den 2,5-minuts robotkonkurrence. Holdet blev ikke placeret i finalefeltet.

“Alle vores elever ydede en flot præstation dagen igennem. Det havde naturligvis givet en anden oplevelse, hvis de havde været fysisk til stede og havde mødt eleverne fra de andre skoler. Vi følte os lidt alene under præsentationerne, fortæller Carsten Sørensen.

Forskningsprojektet blev præsenteret i et klasselokale, mens robotkonkurrencen foregik på den opstillede bane i skolens interaktive laboratorium, MakerSpace. Flere forældre kom forbi og fik lov til at opleve, når deres børn konkurrerede – fra en coronasikker plads bagerst i lokalet.

Eksamenstræning

Elever har fået gode erfaringer ved at deltage i konkurrencen.

“Først og fremmest har de oplevet den projektorienterede læring, vi ønsker at implementere her på skolen. Det betyder bl.a., at eleverne selv skal finde frem til løsninger og bruge deres lærere som sparringspartnere. Dermed har de også fået god eksamenstræning, for de har lært at sætte sig grundigt ind i en sag og præsentere den for en gruppe dommere. Samtidig har de øvet sig på, hvilke spørgsmål, de sandsynligvis vil få fra dommerne,” siger Carsten Sørensen.

Fra venstre Emil, Madeline, Freja, Sofie, Iben, Ellen, Ida og Daria. Desuden deltog Sigrid og Oliver, men de er ikke med på dette foto. Pressefoto.