400.000 danskere bliver spurgt om bevægelsesvaner. Er du til gåture, hundeluftning, sport, græsslåning eller dans?

Ca. hver tiende voksen over 15 år i Sorø Kommune vil den 19. oktober modtage et spørgeskema i deres e- Boks fra det landsdækkende projekt ’Danmark i Bevægelse’. Er du en af de heldige, der får skemaet tilsendt, kan du vinde 10.000 kr. skattefrit, hvis du svarer.

For mange er gåturen med hunden eller cykelturen til og fra arbejde en naturlig del af hverdagen. Nogle bevæger sig for sundhedens skyld, andre for velværets eller for det sociale samvær, der følger med, fx hvis man går til gymnastik, fodbold eller fitness. Men der er også mange, der ikke bevæger kroppen ret meget.

Nu vil forskere på Syddansk Universitet i samarbejde med landets kommuner – heriblandt også Sorø Kommune – undersøge, hvor meget vi bevæger os, og hvad der motiverer os til at komme ud over dørtrinnet. Den viden er nemlig forudsætningen for, at flere kan få et mere aktivt liv.

Vil vise potentialet: Flere kan være aktive
Danmark i Bevægelse er den største nationale måling af bevægelsesvaner herhjemme. Undersøgelsen kobler oplysninger om bevægelsesvaner, adfærd og motiver sammen med data om de muligheder for fysisk aktivitet, der findes i hver enkelt kommune, fx stier, idrætsanlæg og grønne områder. På den måde opstår der et Danmarkskort over potentialet for at få flere i gang med at være mere fysisk aktive.

Hver kommune modtager efter undersøgelsen en opgørelse over potentialet til at få flere i gang med fysisk aktivitet i netop deres område. Forskningsprojektet bliver dermed et værdifuldt værktøj til at prioritere og planlægge fremtidens indsatser i hver enkelt kommune, når der skal skabes et Danmark i Bevægelse. Det er støttet af Nordea-fonden med knap 12 mio. kr.

Fysisk aktivitet er for mange forbundet med glæde og samvær med andre, mens det for andre er en naturlig del af den daglige transport og arbejdet. Alt sammen med en positiv virkning på den fysiske og mentale sundhed.

Om Danmark i Bevægelse
Danmark i Bevægelse er den hidtil største nationale måling af vores bevægelsesvaner. 400.000 voksne danskere modtager spørgeskemaet i deres e-Boks.
Hver kommune modtager en opgørelse over potentialet til at få flere i gang med fysisk aktivitet i netop deres område.
Projektet løber fra 2019-22 og udføres af Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, med professor Bjarne Ibsen i spidsen. Det er støttet af Nordea-fonden med knap 12 mio. kr.
www.danmarkibevægelse.dk

Bevægelsesvaner i Akademihaven. Foto: ABW
Del på sociale medier