Et samlet Byråd bestående af Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og løsgænger Anita Skjoldager Eskildsen har indgået budgetaftale om næste års budget for Sorø Kommune. Budgetaftalen medfører markante løft til kommunens aktiviteter og anlæg, oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Det er blot anden gang siden kommunalreformen, at et samlet Byråd står bag næste års budget, og det sker i et helt usædvanligt år. Med coronakrisen som bagtæppe og i en tid med stor usikkerhed om dansk økonomi er det samtidig det første budget efter den store reform af den kommunale udligning, hvilket skaber nye muligheder for Sorø Kommune.

Budgetaftalen indeholder markante løft til både drift og anlæg og sikrer samtidig en robust økonomi med overskud på den årlige drift og råderum til afdrag på gæld og nye investeringer. Samtidig styrkes Sorø Kommunes likviditet, så uforudsete hændelser og behov kan håndteres. Budgetaftalen omfatter desuden en skattenedsættelse af indkomstskatten fra 26,4 procent til 26,3 procent, en reduktion som er varigt finansieret af staten.

Borgmester Gert Jørgensen siger:
– Det glæder mig at kunne præsentere en budgetaftale, som et samlet byråd står bag. På vegne af alle Sorø Kommunes borgere glæder jeg mig over, at vi nu kan høste frugterne af den økonomiske ansvarlighed, vi har udvist før udligningsreformen. Budgetaftalen medfører markante løft af både aktiviteter og anlæg – forbedringer, som vil komme borgere i alle aldre og alle dele af kommunen til gode. Der er tale om en historisk stærk aftale, hvor vi i Byrådet har lagt vægt på at sætte gang i udviklingsaktiviteter, der kan styrke kommunen på både kort og længere sigt. Med aftalen understøtter vi desuden Byrådets Vision 2022 og forbedrer forudsætningerne for at føre visionen ud i livet.

Nattevagter og midler til ældre- og socialområdet
Med budgetaftalen afsættes midler til et permanent løft af nattevagtsdækningen på kommunens tre små plejecentre, og der afsættes midler til på baggrund af erfaringerne fra coronaperioden at arbejde videre med samværsprojekter på kommunens plejehjem. Desuden investeres i udviklingen af kommunens sociale tilbud, og der lægges op til, at Sorø Kommune i de kommende år ansætter flere voksenelever for at imødekomme fremtidens behov for social- og sundhedsassistenter og sundhedshjælpere.

Gruppeformand for Dansk Folkeparti, Lars Schmidt, siger:
– Det er meget positivt, at vi med budgetaftalen styrker nattevagtsdækningen på plejecentrene, og at vi bibeholder klippekortordningen, som mange borgere sætter stor pris på. Jeg er meget tilfreds med, at vi med denne aftale giver et væsentligt løft til både ældreområdet og det sociale område.

Kultur- og idrætslivet styrkes
Kultur- og idrætslivet styrkes markant. Der afsættes midler til blandt andet en kunstgræspulje, et multifunktionelt gymnastiktræningscenter i Pedersborg-hallen, et basketballanlæg og en skaterbowl, og der afsættes 10 mio. kr. som en grundkapital henimod opførelse af en ekstra træningshal i Dianalund. Herudover styrkes kultur- og idrætslivet gennem puljemidler til blandt andet Sorø-ordningen og den kulturelle udviklingspulje.

Gruppeformand for det Konservative Folkeparti, Bo Christensen, siger:
– Det glæder mig allermest, at vi med aftalen sikrer en stabil drift og med den forbedrede økonomiske ramme nu kan prioritere velfærdsforbedringer, som vi har ønsket længe. Det glæder mig også, at vi med aftalen prioriterer at styrke samarbejdet mellem Kultur og Fritid og Social og Sundhed gennem etablering af et strategisk partnerskab og en kommuneaftale med DGI. Jeg er også begejstret for, at vi skaber mulighed for flere kunstgræsbaner, og at vi på det kulturelle område udbreder OrkesterMester til Stenlille Skole.

Bedre normeringer og flere midler til folkeskolen
Med budgetaftalen tages et stort skridt hen mod de kommende minimumsnormeringer på dagtilbuds-området. Byrådet styrker normeringen i vores daginstitutioner markant og supplerer ligeledes de nationale bevillinger til folkeskolen. Herudover forbedres de fysiske rammer på flere skoler markant, og der er i den forbindelse afsat midler til en ny daginstitution på Holbergskolen i Dianalund.

Gruppeformand for Socialdemokratiet, Anne Madsen, siger:
– Det, som glæder mig mest, er, at de mange debatter, vi har haft i Byrådet gennem årene, har båret frugt, så vi nu kan mødes om en aftale, der rummer væsentlige forbedringer for både mennesker og miljø, blandt andet i form af bedre normeringer i daginstitutionerne og forbedring af skolernes fysiske rammer.

Gruppeformand for Enhedslisten, Bo Mouritzen, siger:
– Jeg er glad for, at vi tager et stort skridt i retning af minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet og giver mulighed for kortere skoledage. Jeg glæder mig også over, at vi styrker den tidlige indsats gennem sundhedsplejen, og at vi åbner op for nye former for dagtilbud, for eksempel i form af en busbørnehave.

Bygninger og byudvikling
De kommunale ejendomme har et stort investeringsbehov, og med årets budgetaftale afsættes yderligere fire mio. kr. i 2021, som stiger til fem mio. kr. i år 2024, til at udbedre det vedligeholdelsesmæssige efterslæb. Desuden fokuseres fortsat på udvikling af byggegrunde i hele Sorø Kommune – ikke mindst i Ruds Vedby som Stenlille og Dianalund – og der investeres i at sikre hurtig sagsbehandling af byggesager.

Gruppeformand for Venstre, Rolf Clausen, siger:
– Det glæder mig, at vi med denne budgetaftale får taget solidt fat om renovering af Holbergskolen i Dianalund, og at vi samtidig får etableret en ny daginstitution på skolens matrikel. Vi afsætter desuden midler til at udbedre det vedligeholdelsesmæssige efterslæb, som præger en del af kommunens bygninger, samtidig med at vi investerer i udvikling.

Natur, miljø og klima
Med budgetaftalen fordobler Byrådet Energi- og miljøpuljen til energirenovering af kommunale ejendomme, hvilket er et vigtigt skridt hen imod målsætningen om CO2-neutralitet. Budgetaftalen indeholder desuden 0,275 mio. kr. til udarbejdelse af en klimahandlingsplan, ligesom der i de kommende år vil blive arbejdet med at forbedre vilkårene for insekter og planter, blandt andet gennem mere bynær natur.

Gruppeformand for Radikale Venstre, Niels Aalbæk Jensen, siger:
– Jeg synes især, det er meget positivt, at Byrådet står sammen om at tilslutte os DK2020 og udarbejde en klimahandlingsplan, og at vi fremrykker etableringen af ladestandere til elbiler fra 2025 til 2021, så Sorø Kommune bidrager til en klimavenlig infrastruktur.

Gruppeformand for Socialistisk Folkeparti, Linda Nielsen, siger:
– Jeg glæder mig over, at vi etablerer en pulje, som skal bruges til at forbedre cykelstierne og trafiksikkerheden. Desuden er det meget positivt, at vi fortsætter arbejdet med at styrke den vilde natur både bynært og på landet.

Løsgænger Anita Skjoldager Eskildsen siger:
– Det glæder mig, at vi nu kan udbygge og udvikle kommunens cykelstier og stisystemer, så det bliver endnu mere trygt og attraktivt at være aktiv i naturen.

Mere om udvalgte dele af budgetaftalen for 2021:
• Budgetaftalen for 2021-2024 overholder både den tekniske serviceramme og anlægsrammen. I forhold til servicerammen har Byrådet i årets aftale prioriteret at finansiere et løft i serviceudgifterne svarende til den øgede ramme.
• Skatten sænkes. Den kommunale indkomstskat reduceres til 26,3 pct.
• I alt igangsættes der med budgetaftalen initiativer for 212,6 mio. kr. over de kommende fire år
• Der afsættes yderligere 62 mio. kr. til modernisering af Holbergskolen og etablering af en integreret løsning med en ny daginstitution. I alt er der afsat 80,4 mio. kr. til projektet.
• Der afsættes 18 mio. kr. til modernisering Pedersborg Skole til renovering af klimaskærm og nye køkkener i både skole og SFO.
• Der afsættes 2 mio. kr. til et træningscenter ved Pedersborg Hallen og 10 mio. kr. til en træningshal ved Holbergskolen.
• Cykelstisprojektet fra Bromme til Dianalund gennemføres i 2021 og der afsættes yderligere 1 mio. kr. stigende til 4 mio. kr. i 2024 til en pulje for forbedring og udvikling af cykelstier og trafiksikkerhed.
• Budgettet til genopretning og vedligehold af kommunens bygninger løftes med 4 mio. kr. i 2021 stigende til 5 mio. kr. i 2024
• Arbejdet med FN’s verdensmål og Sorø Kommunes Vision 2022 fortsættes
• Anlægsbevillingen til Energi- og miljøpuljen fordobles til 5 mio. kr. årligt
• Kommunens bosætningsstrategi videreføres. I budgetperioden er der i alt afsat 64,4 mio. kr. til byggemodning og byudvikling

Fristen for indsendelse af ændringsforslag til budget 2020-2023 er den 24. september 2020.

Budgettet for 2021-2024 vedtages af byrådet den 7. oktober 2020.

Rådhuset. Foto: ABW