”Alle veje fører til Thomas Eje” er titlen på Thomas Ejes sommershow, der kan opleves i Akademihaven den 26. september kl. 19. Det er Alfred og Julius, kendt fra Sorøs julekalender, der sponserer showet til Sorø, fordi de synes det var synd, det blev aflyst i sommers.

“Stiftelsen Sorø Akademi har været meget samarbejdsvillig, og Thomas Eje glæder siger til at komme til Sorø,” siger Julius, alias Morten Lind, da Sorø Avis og Dit Sorø møder nisserne på Valencia.

“Billetter kan afhentes – først til mølle – hos Café og Ristorante Valencia, Hos Olsen, Sorø Avis og Café Tre Konger,” tilføjer Alfred (alias Karsten Sabransky). Der udleveres max 4 billetter pr. person, og navnene bliver noteret, så der kan holdes styr på antallet af gæster.

“Vi følger de gældende covid 19-regler med meget god plads til alle,” fortæller nisserne.

Det er meget vigtigt, man medbringer sin egen stol/campingstol til forestillingen. Vær opmærksom på, at pladsen åbner allerede kl. 18 med underholdning, så der er lagt op til en festlig aften i Sorø.

Hvis du lige skal have repeteret det, er Thomas Eje den store mand til højre i LINIE 3. Med mere end 40 år på scenen og kendt for sine utallige parodier og musikalitet i absolut verdensklasse hører han til blandt eliten i dansk underholdning. For han kan spille på stort set alle instrumenter, og med sin velkendte underfundige humor, tager han publikum med ud i alle hjørner af musikkens univers. Du kan opleve alt fra de gode gamle Sinatra-kendinge, klassiske mesterværker og revyperler, parodier, swing, pjat, jazz, rap, tapdance og rock and roll.

Dit Sorø var inviteret med, da Joe fra Valencia hjalp med at åbne gaven. Se videoen her…

Foto: SDL