Sæsonstarten står for døren, meddeler Sorø Taekwon-Do:

Med fokus på retningslinjer for kampidræt under DGI er alle trænere opmærksomme på, hvordan vi bedst tilbyder så normal træning som muligt. Det betyder blandt andet ændrede forhold for forældre som i en periode fortsat må vente uden for salen og håndsprit til rådighed for alle elever, når de færdes ind og ud af salen. Klubben vil også sørge for at alle hold som støder op til hinanden træner med indlagte pauser, så at to hold undgår at skulle ind og ud af salen samtidig.

Samtidig er der selvfølgelig en naturlig opmærksomhed på hvordan partnerøvelser kan udøves så sikkert som muligt og afspritning af alt udstyr mellem skift.

Men sæsonstarten handler om meget mere en retningslinjer og forholdsregler. Alle trænere er topklar til at modtage nye som gamle elever og i denne sæson udvider klubben oven i købet sine aktiviteter. Det sker ved at åbne afdelinger i Ruds Vedby og Dianalund. Her vil der starte helt nye hold i lokalområdet hver mandag fra d. 17. august.

I Ruds Vedby vil der være træning mandage kl. 18.00-19.00 i Ruds Vedby Hallen for alle der har lyst. Eneste krav er lidt gå-på-mod og at du er fyldt 8 år.

I Dianalund kommer det nye hold til at træne hver mandag kl. 19.00-20.00 i Holberg Hallens gymnastiksal. Er du fyldt 10 år og har lyst til at prøve kampsport er du meget velkommen.

Ovenpå et forår med masser af online undervisning og online konkurrencer glæder hele klubben sig til endelig at nyde det større fællesskab med glæde og sved på panden i et trygt og sikkert miljø.

Pressefoto
Del på sociale medier