When I hear the sound of the sea I feel lost – En udstilling i BOXEN af Agnete Bertram. BOXEN er en del af UDSTILLINGSSTEDET.dk og ligger Rådhusvej 4 i Sorø.

Mit kunstneriske virke er en samtale. En rytme. Et strøg. Alt sammen som en malerisk handling. Samtalen kan udspringe fra et historisk perspektiv, en rumlig forståelse, et kollektiv fundament, hverdagens gentagelse eller som i udstillingen ’When I hear the sound of the sea I feel lost’ interaktionen med naturen. Følelsen af fortabelse skal ikke tolkes negativt. Vi er kulturelt opdraget til at se fortabelse som en dårlig ting. I en hverdag der er præget af rutiner og rytmer, jeg er underlagt for at det hele går op, er fortabelsen et sommereventyr. For en stund kan jeg tillade mig at blive opløst i tid og rum. Havet. Bølgen. Kræfterne. Lyden. Jeg løfter sneglehuset op til øret og hører lyden. Jeg har set det på film. Jeg husker det fra min barndom. Men her står jeg med sneglehuset i hånden og havet i øjet. Intet er.

Agnete Bertram er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2008. Udstillinger kunstneren ønsker fremhævet er dem der har fundet sted i kunstnerdrevne udstillingssteder i Danmark såvel som i udlandet. Det kunstnerdrevne har en stor plads i kunstnerens hjerte. Agnete Bertram har tilmed været daglig leder af det kunstnerdrevne udstillingssted Ringsted Galleriet i 2015-2017.

Dit Sorøs fotograf var forbi og hilse på Agnete Bertram og hendes flotte udstilling. Se med her og kig selv på BOXEN.