Det bliver det rådgivende arkitekt- og ingeniørfirma Sweco, som skal skabe helhedsplanen for Pilegårdstrekanten i Dianalund. De første boliger ventes at stå klar i slutningen af 2022, oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

300-400 boliger og op til ca. 1000 borgere bliver der plads til i det nye boligområde, som over de kommende år vil tage form på Pilegårdstrekanten i Dianalunds østlige del. Den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco har vundet opgaven med at udvikle en helhedsplan for området, som skal sikre, at den nye bydel kan rumme mange forskellige boformer, og at området kan udvikles med en grøn profil, der understøtter Sorø Kommunes arbejde med FN’s verdensmål.

Borgmester Gert Jørgensen glæder sig til at se Swecos forslag til helhedsplan.

– I Byrådet har vi valgt at fremrykke udviklingen af Pilegårdstrekanten, og det glæder mig meget, at vi nu er nået hertil, hvor vi har valgt det firma, som skal udforme en plan for området. Valget er faldet på Sweco, fordi de har vist, at de har blik for at skabe en spændende bydel, som er bæredygtig både socialt, økonomisk og klimamæssigt. Jeg glæder mig til at følge udviklingen af området – og ikke mindst til, at vi i starten af 2022 forventeligt kan sætte de første grunde til salg.

Også formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jens Nygaard, glæder sig over mulighederne.

– Pilegårdstrekanten ligger tæt på både centret, skole, daginstitutioner, fritidsmuligheder og smuk natur, så det bliver et attraktivt sted at bosætte sig – og et fantastisk aktiv for Dianalund, siger han.

Helhedsplan og verdensmål
Netop ambitionen om at tænke FN’s verdensmål ind i helhedsplanen var noget af det, som gjorde Sweco interesserede i opgaven.

– Vores opgave er meget klar, men samtidig åben og udfordrende. Hvordan kan vi oversætte verdensmålene til nogle fysiske greb, der gør dem relevante for borgerne? Konkret vil vi fx arbejde med verdensmål 13, der handler om klima, og se på, hvordan vi kan bruge regnvand til at skabe rekreative arealer, så regnvandet ikke bliver et problem, men en ressource, forklarer Malene Jensen, der er projektleder på udviklingen af helhedsplanen hos Årstiderne Arkitekter, som er en del af Sweco.

Fokus på fællesskaber
Også Byrådets ønske om at styrke de lokale fællesskaber kan afspejles i den nye bydel.

– Bydelen kan komme til at bestå af et miks af boformer med ambitioner om at skabe store og mindre fællesskaber på tværs af generationer. Samtidig er det planen at koble bydelen til den øvrige del af Dianalund via eksisterende og nye veje og stier, så Pilegårdstrekanten bliver en integreret del af byen, siger Malene Jensen.

Helhedsplanen skal præsenteres for Sorø Kommune i sommeren 2020, og lokalplanen for området skal behandles i Byrådet i december. Herefter sendes planen i høring og ventes endeligt vedtaget til april 2021. Byggemodningen af området starter i september 2021, og de første grunde ventes at blive sat til salg i februar 2022 med forventet overtagelse i juni 2022.

Om Pilegårdstrekanten i Dianalund
• Et 175.000 m2 stort område tæt på bycenter, bibliotek, skole og Hospicegården Filadelfia og naturen og landskabet mod sydøst
• Et miks af boformer og boligtyper, dvs. rækkehuse, etagehuse og parcelhuse
• I alt ca. 300-400 boliger med op til 1000 beboere
• Området og boligerne skal udformes med inspiration fra FN’s verdensmål og Sorø Kommunes Vision 2022

Gert Jørgensen. Foto: Sorø Kommune