Sorø Bykontor står igen i år bag 4 spændende byvandringer rundt i Sorø by. Byvandringerne finder sted i sommerferien – de fire lørdage i juli. Så er du forhindret den ene lørdag – har du stadig mulighed for at opleve Sorø på en spændende byvandring en anden lørdag.

”Efter en periode med meget få arrangementer oplever vi et stigende behov for aktiviteter i sommerferien. Og så håber vi at mange af de danskere, der i år holder ferie i Danmark, vil lægge deres vej forbi Sorø, og finde ud af hvor meget vi har at byde på. Derudover ved vi fra de senere års byvandringer, at også er vore egne borgere er nysgerrige på at vide mere om vores skønne by,” udtaler Pernille fra Sorø Bykontor.

“Det er skønt med den store interesse, så vi har selvfølgelig besluttet igen at arrangere de fire byvandringer i samarbejde med vores meget dygtige guide og historiker, Helge Torm,” tilføjer hun.

Turene starter kl. 11.00 i gården ved Sorø Bykontor og Bibliotek – og tager dig rundt i Sorø. Bl.a. ind på Sorø Akademis område hvor historiens vingesus er til at tage og føle på. Der vil blive fortalt om Sorøs spændende, royale og anderledes historie. Fra tidlig middelader og kloge munke – over Chr. IV’s Sorø og hans sønner på Akademiet til Sorøs markante plads i Romantikken i 1800 tallet.

Hvis du ikke har mulighed for at deltage, eller har du lyst til at opleve Sorø på egen hånd, kan du købe det nye gåturskort med fire spændende ruter. Ruterne kan kombineres eller forkortes efter lyst og aktivitetsniveau – og har temaerne NaTuren, SkulpTuren, MiksTuren og Arkitekturen.

Derudover har bykontoret cykelkort med fire ruter – og temaerne Stenalder, Holberg, Ingemann og Middelalder.

Byvandringer tager ca. 1 time og koster kr. 50 – børn under 12 år er gratis. Billetterne til 4, 11, 18 eller 25. juli købes på Sorø Bykontor.

Kortene koster hhv. kr. 30,- og kr. 40 – og købes også på Bykontoret.

Pressefoto
Del på sociale medier