De seneste opgørelser viser, at der i 2019 kom flere medlemmer til idrætsforeningerne
DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Firmaidrætsforbund har offentliggjort de seneste medlemstal for idrætsforeningerne i 2019, oplyser Sorø Kommune.

De viser en fremgang for foreningsidrætten i Sorø Kommune, hvor de lokale idrætsforeninger er gået 179 medlemmer frem, så der nu er 11.615 medlemmer fordelt på 67 foreninger i kommunen. Dermed fortsætter fremgangen fra 2018, hvor der også var samlet medlemsvækst i idrætsforeningerne.

De største idrætsgrene i Sorø Kommune målt på medlemstal er hhv. gymnastik, fodbold, golf, fitness, svømning og badminton, men nye aktiviteter er også kommet til i foreningslivet i 2019 bl.a. e-sport.

Der er medlemsstigning i alle aldersgrupper bortset fra aldersgruppen 19-24 år. Væksten ses primært blandt aldersgruppen 60+, mens der blandt de øvrige aldersgrupper ses en mindre fremgang.

Et af de mange eksempler på det arbejde, som gøres ude i foreningerne, finder man i PGI (Pedersborg Gymnastik og Idrætsforening). PGI er en af de idrætsforeninger, der har haft tilgang af nye medlemmer i 2019. 

“Vi arbejder strategisk med at opdele året i to sæsoner. Så vi har både hold fra august-september til slut marts, og så et sommer program med hold, der kører fra april til juni. Vi har satset meget på at udvide vores sommerprogram, så der er flere nye aktiviteter og flere hold. Vi har bl.a. startet op med “jumping fitness” og hold for mindre børn med leg og bevægelse, hvor forældrene kan være med, som er et hit,” fortæller Bo Husum, næstformand i PGI.

“Vi har også et tæt samarbejde med Pedersborg skole omkring “Onsdag i hallen” og laver flere andre åbne gratis events bl.a. “Svedig Lørdag”. Her laver vi aktiviteter for både børn og voksne, og vi får vist vores forskellige hold og motionstilbud frem for hele familien,” tilføjer han.

Læs mere her. 

Foto: ABW