Foreningen 1684-1862 har rykket den historiske festival til første weekend i juli 2021. Eller det meste af den. En festival der samler hele kommunen til en fest, både i Sorø og ude omkring. Det er meningen at det skal brede sig ud til endnu flere steder, som årene går.

“Vi afholder Ingemanndagen den 5. juli 2020 i samarbejde med kirkerne og Ingemanns Selskabet. Se efter på vores Facebookside eller hjemmeside, hvor og hvornår I kan komme til gudstjeneste i Ingemanns navn. Syv kirker deltager i år i dagens program,” siger Mette Skjoldan, formand.

“I god og positiv ånd aflyser vi ikke festivalen. Den bliver blot flyttet til år 2021, første weekend i juli. Det gjorde vi, da det blev kendt at vi ikke måtte holde festivaler sommeren 2020. Siden da er reglerne lempet, og det er stadig lidt usikkert om flere lempelser kommer, om der kommer en stigning i Coronatilfælde, der bevirker restriktioner igen m.v. Et svært navigerbart scenarie for vores koncept, der er helt nyt og rummer flere aktiviteter,” siger Mette Skjoldan.

“Det har været rigtig svært med en ny forening, der gerne vil vise hvilket program vi havde i år. Og som samtidig, netop fordi vi er nye, ikke har nogen erfaring med afholdelse af festivalen, at vi har kunnet vurdere hvilke aktiviteter der med fordel kunne afholdes, hvilke ikke.”

“Vi har så valgt at se positivt på det hele, nu hvor vi har sundet os, og så får vi blot en endnu større fest til næste år. Alle aktører har indvilliget i at deltage til næste år. Kragerup Gods var ude dagen efter vores aflysning med tilsagn om deltagelse næste år. Så det er et drømmescenarie, som vi gerne vil takke alle deltagende for,” siger Mette Skjoldan

“Vi glæder os og håber I vil sætte kryds i kalenderen den første weekend i juli til næste år. Og deltage i vores arrangementer.”

Foreningens logo – den blå anemone – er designet af den lokale grafiker Preben Lehmann