Af Sofie Torpegaard (C), Sorø Byråd
Tak til alle jer der løser kritiske og nødvendige opgaver både ude hos det enkelte menneske og i andre vigtige funktioner i vores samfund. Tak til jer der løfter store opgaver i forhold til sundhed, pleje og omsorg, jer der passer og drager omsorg for de børn der har behov, de lærere der tilrettelægger og praktiserer undervisning for elever og studerende i denne tid – og tak til alle I andre der gør en forskel.
Som offentligt ansatte er vi i den heldige situation, at vi får fuld løn under hjemmearbejde – uafhængig af vores arbejdsopgaver og i hvilket omfang disse kan udføres. Det er ikke alle forundt. I den private sektor er historien en helt anden, her har flere mistet eller flere frygter at miste deres job. De selvstændige er pressede på det livsværk. Det er derfor af stor vigtighed, at vi som offentlige medarbejdere er fleksible og hjælper, der hvor behovet måtte være.
Det skal vi, fordi det både handler om vores svageste, vores sundhedsvæsen, dem der utilsigtet bliver ramt af følgevirkningen af nedlukningen af store dele af samfundet, og den fremtid der kommer, når vi åbner op igen. Det er glædeligt at se, at fagforeningerne nu udviser velvilje til at være fleksible i denne særlige situation. For det burde ikke være ansættelsesstedet, men arbejdsopgaverne, der definerer hvordan vi forholder os lige nu.
Jeg ved, at mange allerede har stillet sig til rådighed for beredskabet i sundhedsvæsnet – både pensionerede, private og offentlig ansatte. Men der findes også andre opgaver, som ikke kræver en sundhedsfaglig uddannelse. Måske kan jeg overtage en opgave fra en anden som er i risikogruppen – for at den person kan passe på sig selv. Måske mangler der hænder et sted, hvor jeg kan hjælpe, fordi det er det der giver mest mening for samfundet.
Statsministeren udtalte allerede i starten af ugen, at vi som offentligt ansatte, skal forberede os på, at vores vilkår ændres. Disse vilkårsændringer er nu begyndt. Det synes jeg er helt OK – vi bliver nødt til at se på hvilke opgaver, der skal og kan løses i den hverdag vi befinder os i lige nu og ikke om vi er offentligt eller privatansatte.
Vi er nødsaget til at se indad og se på om vores opgave er lige så omfattende i denne situation – og udad og se om der måske mere behov for vores arbejdsopgaver når samfundet åbner igen, og ferien mv. derfor skal bruges nu. Jeg tror vi kan opnå acceptable løsninger, hvis vi ikke kravler for højt op i træet og kræver mere end samfundet kan bære.
