Af Rolf Clausen, Fmd. Arbejdsmarkeds og Erhvervsudvalget og Gruppeformand Venstre

På det seneste byrådsmøde havde vi en sag under overskriften: ”Forslag fra Enhedslisten – Fattigdoms-strategi”:

Der var en debat om emnet, og efterfølgende blev det med et enigt byråd besluttet, at følge op på temamødet om socialt udsatte i Byrådet 19. december 2018 ved at starte en proces om fattigdomsstrategi i Social og Sundhedsudvalget snarest muligt.

Jeg syntes det var en god beslutning, men jeg er meget ked af, at det var på en meget kritisabel baggrund i forhold til den bagvedliggende sag og det skriv der kom fra Enhedslisten.

Jeg tog på den baggrund da også ordet under debatten i byrådet, og kunne tilbagevise den uberettigede kritik af hele jobcentret.

Vi lykkes faktisk rigtigt godt med at få vores borgere i arbejde. Vi ligger som nr. 5 ud af samtlige 98 kommuner i forhold til at få vores borgere fra kontanthjælp til ordinært arbejde. Det er en rigtigt succeshistorie, herved får vi hjulpet rigtig mange familier ud af offentlig forsørgelse og til en hverdag med indhold og en bedre økonomisk situation for den enkelte i form af selvforsørgelse.

I sagen skriver Enhedslisten også, at Sorø kommune har et forholdsvis højt antal borgere der rammes af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og sektioner, og henviser til en ikke officiel sammenlignelig reference.

Her kunne jeg fortælle, at også dette antal har været faldende hele det sidste år, det har jeg og udvalget i Arbejdsmarked og Erhvervsudvalget evidens for, da vi løbende får forelagt disse tal i udvalget.

I januar 2019 var der således 105 borgere der blev trukket i ydelse, maj 96, sep. 89 og i nov. 2019 var der 74 borgere.

Den seneste opgørelse fra Ankestyrelsen (1. Halvår 2019) vedr. Beskæftigelsesloven (LAB) har vi slet ikke fået omgjort nogle af vores afgørelser, der er endt som klager. Hvilket er bedre end landsgennemsnittet, der ligger på 25 %.

Vedr. Aktivloven (LAS) har vi fået omgjort 27 % af afgørelserne, mod et landsgennemsnit på 34 %.

Brugerundersøgelse i jobcentret 2019, som vi lige har haft i udvalget den 6. feb. 2020 viser ud af 357 adspurgte borgere, at 345 heraf svarer, at de føler, der er lagt en god plan for det videre forløb.

Så alt i alt gør jobcentret et fantastisk arbejde og lykkes rigtig godt med de forskellige indsatser generelt.

Foto: ABW
Del på sociale medier