Koncerter torsdag, fredag og lørdag i denne uge

Med stor lyd, sikker swing og en herlig humørfyldt sangerinde i spidsen brager Sorøs vinterjazz videre inde i Victoria Teatret nu på torsdag den 20. februar kl. 20.00. I klassisk bigband stil i ånden fra Count Basie og Duke Ellington skal orkestrets 18 mand under Ole Kock Hansens ledelse nok få teatersalens tag til at løfte sig. Som solist medbringer bandet den altid festligt sprudlende Kira Martini, som ikke mindst har forført publikum med sit bemærkeslesværdige muskalske samarbejde med gamle mænd – Nulle og Fessor!

Det var fire andre ældre herrer, der torsdag i sidste uge foran en fyldt sal på Sorø Kunstmuseum sørgede for at vinterjazzen fik en flyvende start. Jan Kaspersens kvartet begejstrede med et potpourri af skæve toner fra Thelonius Monk, nostalgisk genhør med Cole Porters ”Night and Day” og en sørgmunter blues til minde om Kaspersens forlængst afdøde ven Dan Turell.

Fredag den 21. februar kl. 19.00 fortsætter jazzen med fransk-italiensk besøg på Kunstnergaarden i Dianalund. Violinisten Caroline Bugala og sangerinden Alice Carreri kommer sammen med hammondorglets danske mester Kjeld Lauritsen og trommeslageren Esben Laub von Lillienskjold. Der bliver garanteret varmt inde i Kunstnergaardens lavloftede stuer.

Som om det ikke kunne være nok, er der lørdag aften den 22. februar kl. 20.00 jazzkoncert på Kulturcafé Ludvig med den sensationelle vokalgruppe Dynamic. Fire menneskestemmer akkompagneret af en rytmetrio giver opvisning i flerstemmig swingende musik i stil med den verdensberømte ”Manhattan Transfer”. Dynamic er skabt af den amerikanske musiker og arrangør Paul Kim fra San Francisco, som for nogle år siden slog sig ned i Danmark. Bandet udsendte sidste år sit debutalbum og er med sit vidtfavnende repertoire af jazzhits, soul og funk blevet meget efterspurgt.

Som et krydderi på vinterjazzen er der en times ekstrakoncert i Victoria lørdag eftermiddag kl. 15.30 med glade amatører. Det er 13 ivrige sjællændere, som for fuld udblæsning vil spille swingmusik med populære numre fra de gamle dansehaller. Orkestret kalder sig ”Swinging All Stars” og en ankermand er den soranske trommeslager Søren Jørgensen.

Flere oplysninger, reservation og entrépriser kan findes på soroejazz.dk

Foto: ABW