Af Mette Skjoldan

Jeg møder sognepræst Kirsten Jeanette Fogsgaard i præstegården i Munke Bjergby. Et hyggeligt sted med højt til loftet. Kirsten har været præst i pastoratet i 14 år.

Kirsten er vokset op på landet på den anden side af Sorø ved Tystrup-Bavelse søerne. Kirken i Bavelse lå som nabo til hendes barndomshjem, og kirken var en naturlig del af familiens liv.

Kirsten gik på klassisksproglig linje på Sorø Akademi og var meget glad for det. Derefter gik turen til København, hvor Kirsten tog sin embedseksamen i teologi fra Københavns Universitet.

Foto: Mette Skjoldan

At arbejde med mennesker
Hvorfor blive præst? Det var for at forkynde det kristne budskab og arbejde med mennesker, fortæller Kirsten. Det bedste ved at arbejde med mennesker er de samtaler, man får. Og den rolle som sjælesørger man naturligt kommer i som præst, hvor man møder folk i alle livets sammenhænge, i glæde og sorg. Det er meget værd – den tillid, folk viser en som præst.

Kirsten forsøger at være en naturlig del af lokalsamfundet. Det at være præst er en livsstil – og ikke kun et 37 timers job. I sin fritid holder Kirsten meget af at vandre, gerne med Louis – en 9-årig Golden Retriever – lytte til jazz, se på kirkekunst og dykke ned i historien.

Foreningen 1684-1862 og Ingemann-dagen
Kirstens interesse for lokalhistorie bragte hende også til at sige ja med det samme til den invitation, der kom fra Foreningen 1684-1862 om at deltage i en fælles fejring af B.S. Ingemann, der hører til Sorø. Menighedsrådene i begge kirker var også med på ideen, og så var vejen banet for en ny tradition.

Kirsten fortæller, at hendes kirke deltog i den første Ingemann-dag den 7. juli 2019. Det var ved højmessen i Kirke Flinterup Kirke, som var pænt besøgt den dag. Vi havde fortalt om dagen i vores kirkeblad og på Dit Sorø. Gudstjenesten formede sig som almindelig højmesse, men vi sang udelukkende Ingemanns salmer.

B.S. Ingemann, lysets digter
I prædikenen blev dagens evangelium, lignelsen om det mistede får og den tabte drakme knyttet sammen med Ingemanns kendte og elskede morgen- og aftensalmer. De er inderlige, og deres mange fine billeder vækker genkendelse. Flere af dem udtrykker en barnlig og umiddelbar tillid til og fortrolighed med den gode Gud. Og derfor passer dagens evangelium som ”fod i hose” til Ingemanns tro og livsopfattelse.

”Den kære Gud og skaber, den mindste orm er nær
han føder fugl og markens lilje klæder;
dog menneskenes børn har han allermest kær:
Gud ånder på øjet, når det græder.”

Det er den enkle, inderlige og tillidsfulde tro på Guds faderlige omsorg for selv de mindste små, Ingemann udtrykker i dette vers. Det er også den kære Gud og skaber, vi hører om i lignelsen, når Jesus fortæller om fåret og drakmen, der blev væk og fundet igen.

Den tekst Foreningen 1684-1862 havde sendt med fra Ingemanns Selskabet, blev også læst op i forbindelse med gudstjenesten.

Hjemmelavet mad og kølig rosevin
Efter gudstjenesten bød menighedsrådet på hjemmelavet spinat- og laksetærte og kølig rosevin for at fejre dagen. Det var meget festligt og hyggeligt.

I øvrigt var der i foråret 2019 et salmesangsprojekt for kommunens skoler, hvor en del klasser deltog og arbejdede med Ingemanns salmer. Med disse forberedelser var der allerede ”varmet op” til Ingemann-dagen.

Munke Bjergby og Kirke Flinterup sogne har desværre ikke mulighed for at deltage i Ingemann-dagen i år, men springer til i juli igen i 2021 og ser med glæde frem til at være med igen.

Kirsten Fogsgaard er også med i foreningen 1684-1862 på en anden måde. Hun har nemlig sagt ja til at hjælpe med at få en historisk person fra lokalområdet levendegjort. Mere om dette, når det bliver aktuelt.

Tak for et hyggeligt interview, hvor solen skinnede, trods gråvejr udenfor. 

Foto: Mette Skjoldan