Der bliver gang i den, når vokaljazzgruppen Dynamic kommer og giver koncert på Ludvigs scene lørdag d. 22. februar kl. 20. Det bliver en original og anderledes koncert, når de fire menneskestemmer og tre rytmeinstrumenter først går i gang i harmonisk forening.

Tre lyse kvindestemmer, sopran, mezzo og alt, synger i forening med en dyb mandlig baryton. Dertil en rytmetrio med guitar, bas og trommer, i alt syv musikere i aktion.

Bandet dyrker med bl.a. “Manhattan Transfer” som forbillede den særlige flerstemmigt swingende vokaljazzstil, hvor menneskestemmer imiterer saxer og trompeter. Det sker med en blanding af nyskrevne tekster, scatsang og mumbles – og det lyder formidabelt flot, når de intonerer nogle af de store jazzhits, som bl.a. Miles Davis, Theolonius Monk og Herbie Hancock har spillet. Fra den danske sangskat har gruppen yderligere hentet bl.a. uddrag af Nils W. Gades Morgensang fra Elverskud.

Dynamic er skabt af den amerikanske musiker og arrangør Paul Kim fra San Francisco, som for nogle år siden slog sig ned i Danmark. I koret medvirker Kirstine Dahlberg, Katrine Rømhild og Anne Rørbæk, som alle har erfaring med både pop, klassisk og jazz i forskellige kor. Desuden synger Paul Kim selv med. Rytmen leveres af de tre professionelle jazzmusikere Frederik Rejle, guitar, Niels Wilhelm Knudsen, bas, og Hasse Tang, trommer.

Dynamic har optrådt både under Copenhagen Jazz Festival og på flere klubber i Danmark og Europa. I 2019 fik gruppen udsendt sin debut-cd.

Hele programmet for Sorø Vinterjazz med alle detaljer om musikere, spillesteder og reservation kan ses på soroejazz.dk – KLIK HER.

Foto: Sorø Jazz
Del på sociale medier