Mindeord af Bo Christensen, formand, Kultur -og Fritid i Sorø kommune.

Sorø kommunes idræts -og foreningsliv har mistet et fyrtårn. Det er med sorg, at jeg forleden modtog beskeden om, at Merete Leisted Busk er gået bort efter måneders sygdom.

Merete var en ener. En soraner som brændte for at skabe et aktivt fritidsliv for andre. Især står Meretes formandskab for Sorø Roklub igennem 37 år tydeligt, men derudover har hun båret en lang række andre tillidshverv lokalt og regionalt.

Merete var ambitiøs med livet. Hun havde engagement og holdninger og gav meget af sig selv. Hun arbejde oprigtig for, at der i foreningslivet skulle være sunde fælleskaber for børn og unge og brugte gennem årene ti-tusindevis af timer på frivilligt arbejde.

Fra sin opvækst lærte hun at tage del i det samfund hun levede i.

Det organisatoriske talent havde hun ikke fra fremmede, og det kom hende til gode både i jobbet som mangeårig viceskoleinspektør på Frederiksberg skole og i fritiden som foreningsleder. Efter et flittigt arbejdsliv kunne Merete for knap 10 år siden, se tilbage på, at hun havde sat et positivt aftryk på en velfungerende Frederiksberg skole.

Merete var med til at skabe en fast base, og samtidig havde hun øje for at idrætslivet skulle være udvikles og være interessant. Der blev således bl.a. etableret skoleroning, ergometerroning, deltagelse i Lørdag i Hallen, alt sammen for at promovere ro-sporten.

Målet var at tiltrække flere medlemmer til den sport hun holdte af. Det lykkedes og med tiden udviklede roklubben sig til en af Sjællands største roklubber med såvel børn, unge, voksne, eliteudøvere og motionister.

Familien Busk var gavmilde i deres bestræbelser på at skabe rammer, udvikle og støtte ro-udøverne, og uden Meretes ildhu ville hverken bådpark eller faciliteterne i Sorø roklub have nået det niveau som det har idag.

Det kan ikke undgå at gøre indtryk og meget rammende beskriver tidligere verdensmester og OL-bronze vinder, Trine Hansen i Sorø roklub 100 års jubilæumsskrift: “Sorø Roklub vil altid være det i roningen jeg erindrer bedst med stor støtte og opbakning fra daværende formand, Merete Leisted Busk og kaproningschef, Gert Busk”

Efter at Merete måtte afgive sin formandspost i roklubben, fortsatte hun arbejdet i Folkeoplysningsrådet og TalentSport Sorø, hvor hun arbejdede med at synliggøre vigtigheden af et stærkt foreningsliv på tværs af idrætsgrene og folkeoplysende aktiviteter. Merete havde et stort personligt netværk i lokalområdet, og derfor var det også naturligt for hende, at tage aktiv del i kampen mod kræft og etableringen af Stafet for Livet i Sorø.

Mødet imellem mennesker betød meget, og hun har tidligere fortalt, at den utrolige velvilje og de mange venskaber hun opnåede igennem et aktivt liv, har beriget hendes liv“.

Kære Merete, du berigede så sandelig også andres liv. Tak for din uegennyttige indsats for idrætslivet og kulturlivet i Sorø kommune. Ære være Merete Leisted Busks minde.

Del på sociale medier