Eftermiddagssang i Fjenneslev 5. december
Torsdag 5. december 2019 kl. 14 – 16 i Sognehuset, Langtoftevej 2a.
Julens sange og salmer er på programmet, når kirkesanger Michael Kammer sammen med organist Lars Klit laver et program med masser af dejlige fællessange og nogle solosange. I pausen er der kaffe/te, og kaffen fås også koffeinfri. Denne gang er det gratis. Alle er velkomne.

Julekoncert i Alsted 12. december
Årets julekoncert finder sted 12. december kl. 19.00 i Alsted Kirke.
Hvidekoret synger nogle af julens salmer og sange og Lars vil tillige have et nummer eller to. Naturligvis vil der også være fællessalmer, så vi alle kan få testet, hvor godt vi kender dem. Vi håber på at der kommer mange i kirken til dette traditionelle arrangement.

Alle er velkomne. Arrangementet er gratis.

Julesøndag 29. december – ud af huset
Søndag 29. december på Julesøndag afholder vi en ud-af-huset gudstjeneste til en kirke i omegnen, der har gudstjeneste denne dag. Konceptet består i samkørsel fra den gamle købmand i Fjenneslev til en anden kirke i Provstiet. Vi kører kl. 9.30, og kaffen tager vi med hjemmefra.

Af hensyn til planlægningen er det nødvendigt med tilmelding til sognepræsten, som står for koordineringen. Fortæl også gerne om du vil stille bil til rådighed.

Det er også muligt at blive afhentet inden, hvis du kommer længere væk fra og gerne vil med.

Nytårsdag 1. januar 2020
Årets nytårsgudstjeneste er i Bjernede Kirke kl. 16.00. Efter gudstjenesten vil der som sædvanlig blive budt på champagne og kransekage. Vi håber rigtig mange vil være med til at byde det nye år velkommen og ønske hinanden GODT NYTÅR

Nytårskoncert i Alsted 9. januar
Ved koncerten torsdag 9. januar kl. 19.00 vil nytårs melodier, salmer og nytårs evergreens være aftenens tema for musikken.

I sommer havde vi i Alsted Kirke besøg af blæserensemblet Blowing Boys, der leverede en omgang fornem underholdning i høj klasse. Ikke mange var mødt frem, men de, der var kommet, fik en forrygende og mindeværdig aften sammen med de fire meget dygtige musikere, heraf to konservatorieuddannede.

Ved lejligheden blev publikum taget med tilbage til Matadortiden og fik ensemblets fortolkning af Bent Fabricius Bjerres tv-ørehænger at høre. Det blev til endnu et nummer af Bent Fabricius Bjerre, men stod derudover også på Four Jacks og en del andre gamle klassikere, indrammet af muntre fortællinger og en række fællessange såsom Kaj Munks Blå Anemone og I skovens dybe stille ro.

Det bliver en underholdende aften og Blowing Boys glæder sig til at komme til Alsted igen og gi’ alle et musikalsk nytårsblæs…..

Familiegudstjeneste / spisning 30. januar
Familiegudstjeneste med efterfølgende spisning er torsdag 30. januar 2020 kl. 17.00 i Slaglille kirke. Anders Frederiksen tilrettelægger gudstjenesten sådan, at familien sættes i centrum, men vi håber også på, at mange andre kirkegængere vil komme og deltage i fællesskabet om gudstjenesten og den efterfølgende lette buffet i Vrangshøjs lokaler på Thyrasvej 45, Fjenneslev.

Det koster 50 kr. at deltage for voksne, børn op til 16 år er gratis. Betaling kan ske på aftenen med mobilpay 2960 9868, kontant eller overføres til kirkens konto reg.nr. 1551 og kontonummer 5228689.

Tilmelding senest 25. januar 2020 til Margit ved sms/opkald til 2177 7611 eller på margitfjenneslev@gmail.com

Sangaften i Fjenneslev Kirke 20. februar
Vi mødes i Fjenneslev Kirke torsdag 20. februar kl. 19.00 og synger mørket væk gennem dejlige sange udvalgt fra højskolesangbogen, og måske skal vi lære en ny sang? Kom derfor og vær med til en dejlig aften.

Kirkesanger Michael Kammer vil optræde solo med et par numre, og organist Lars Klit vil spille et par solonumre, men på hvilket instrument? Ja, det vil tiden vise. Efter fællessangen hygger vi med en kop kaffe/te.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Fastelavnsgudstjeneste 23. februar
Familiegudstjeneste søndag 23. februar kl. 10.30 i Fjenneslev Kirke og tøndeslagning

Gudstjenesten er kort og børnevenlig. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning. Vi har 2 tønder til hver sin aldersgruppe. Kattekongerne krones og får en lille præmie, og alle børn får en slikpose og kakao samt en fastelavnsbolle. Til de voksne er der kaffe/te/kakao og en fastelavnsbolle.

Under gudstjenesten kan barnevogne parkeres udenfor kirken, så tag bare babyalarmer og bedsteforældre med til gudstjenesten og efterfølgende hygge mellem alle generationer i Sognehuset.

Både børn og voksne må meget gerne klæde sig ud.

Alle er velkomne, og arrangementet er gratis.