Frydefuld frisk frugt fra Frankrig og skøn sigøjnerjazz på lørdag i Sorø.

Så sker det igen. Solen skænkes i glasset på lørdag eftermiddag den 23. november kl. 16.00, når årets nye vinhøst fra Beaujolais bliver præsenteret på Sorø Kunstmuseum. Det sker ved et festligt arrangement med fransk sigøjnerjazz anført af sangeren Claude Chichon og udskænkning af den nye vin.

Det bliver den friske “Beaujolais Nouveau Villages” fra et af Bourgognes fineste huse, Henry Fessy, der udskænkes på Kunstmuseet. Henry Fessy´s Beaujolais-Villages produceres på druer høstet fra marker i flere landsbyer, der er beliggende i den nordlige del af regionen. Vinstokkene på disse marker er i gennemsnit mere end 50 år gamle og lavtydende. En større andel kommer fra Fessy´s gamle fantastiske parcel, der er plantet på en stejl bjergskråning. I Beaujolais taler de om en vin med dyb rød farve, indbydende bæraroma, som springer op i næsen, og afbalanceret smag af sol og blomster. Nogle øjeblikkes uforlignelig nydelse venter…

Premieren på årets friske vinhøst fra Beaujolais er altid fyldt med fest, velsmag, drømme og sjov. Da den kendte franske vinjournalist Hervé Lalou engang ledsagede sin foromtale af den ny Beaujolais med det smukke høstbillede, vi har lånt her, udløste det dog protester. For kendere mente at kunne ane en anden jordbundstype i baggrunden end den, der findes i Beaujolais. Så pigen er altså slet ikke derfra…!

Tradition siden 1951
Eventyret om årets ny Beaujolais vin begyndte i 1951, da vinbønderne i Beaujolais for første gang fandt på at tappe vinen på flaske kun et par måneder efter høsten. Det blev en formidabel succes, og siden er det blevet en festlig tradition over hele verden at deltage i de første smagninger af den unge vin, såsnart den frigives fra markedet i Beaune den tredje torsdag i november. I Sorø er det Butler Vin i Vestergade, der er først til at hente årets Beaujolais Nouveau hjem og præsentere den i samarbejde med Sorø Kunstmuseum og Sorø Jazzen.

Musikken er fransk jazz manouche, som præsenteres af sangeren Claude Chichon i selskab med den intenst swingende jazzkvartet “Just Like Django”. De spiller lystig sigøjnerjazz i den stil, som legendariske Django Reinhardt (1910-53) introducerede med sin berømte “Hot Club de France”.

Lørdag 23. november 2019 kl. 16.00
Claude Chichon med Just like Django: Claude Chichon, vokal, Peter Uldahl, sologuitar, Kristian Rusbjerg, harmonika, Jon Noe, rytmeguitar, og Thomas Løkke Læssøe, kontrabas.

Sorø Kunstmuseum, Storgade 9, 4180 Sorø

Entré: 175 kr. (medlemspris: 150 kr.) – inkl. et glas Beaujolais Nouveau!

Reservation: butik@sorokunstmuseum.dk eller tlf: 57 83 22 29 eller på “Billetto” – klik HER.

Foto: ABW
Del på sociale medier