Tove Hede og Søren Wiberg fra Sandstone, som blev kåret som en af Region Sjællands 200 succesvirksomheder.
Foto: Sorø Kommune

Sorø Kommune ligger på en flot 5. plads i Spar Nord og BDO’s analyse af succesvirksomheder i Region Sjælland. Virksomheden Sandstone fra Kirke Flinterup er blandt de 11 lokale succesvirksomheder.

En ny analyse identificerer de 200 mest succesfulde virksomheder i Region Sjælland set over en femårig periode. Analysen viser, at succesvirksomhederne især er at finde i de større byer, og at der er en overvægt af bygge- og anlægsvirksomheder blandt succesvirksomhederne.

Sorø Kommunes virksomheder placerer sig flot i analysen, og indbringer Sorø Kommune en 5. plads, kun overgået af de større byer Slagelse, Køge, Roskilde og Næstved.

Virksomheden Sandstone er en af de 11 lokale succesvirksomheder.

Erhvervschef Laila B. Carlsen fra Sorø Erhverv siger:

– Det glæder mig overordentligt meget, at så mange af vores lokale virksomheder præsterer flot og solidt over en længere årrække. Succesvirksomhederne i analysen er virksomheder, der i høj grad er hverdagens helte og skaber solide resultater år efter år – og dermed også udgør gode, solide arbejdspladser og samarbejdspartnere i lokalsamfundet. Et stort tillykke til alle vores succesvirksomheder. Det er rigtig godt gået.

Fakta om Succesvirksomheder
· Spar Nord og BDO’s analyse tager udgangspunkt i en række finansielle parametre, herunder kontinuerlig vækst i resultat før skat for de seneste fem år, sundhed i seneste regnskabsår, kontinuerlig vækst i egenkapital samt forrentning af egenkapital.

· I alt 200 virksomheder i Region Sjælland er kåret som Succesvirksomhed 2019.

· Læs mere på succesvirksomhed.dk.

Del på sociale medier