Debatindlæg af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, Enhedslisten i Sorø

På det seneste møde i Børne- og Unge Udvalget, skulle der tages stilling til et forslag om, hvordan den afgåede borgerlige regerings beslutning om, at tilbageholde børne- og ungeydelser ved ulovligt fravær, skal administreres.
Loven betyder i praksis, at kommunen underrettes, hvis en elev har mere end 15 % ulovligt fravær. Derefter skal der tages en beslutning om standsning af børne- og ungeydelsen for det efterfølgende kvartal.
Fagcenteret indstillede, at der blev udarbejdet en foreløbig model til administrationsgrundlag til håndtering af ulovligt fravær på skoleområdet.
Fra Enhedslisten ønskede vi at udsætte en endelig model, til snarest muligt efter, at bekendtgørelse om ny lovgivning er udsendt til kommunerne.
Det kunne vi ikke, det ville være ulovligt – det til trods for, at Folketinget ikke selv har gjort sit arbejde færdigt, har V, LA, C og DF besluttet, at reglerne skal træde i kraft. Så loven er skrevet, så alle kommuner er forpligtiget til at følge den, selv om den ikke er færdig.

Efter Enhedslistens opfattelse, giver det et utilstrækkeligt beslutningsgrundlag. Vi synes det er retssikkerhedsmæssigt problematisk, at der skal udarbejdes et midlertidigt grundlag, der kan medføre, at familier trækkes i ydelser, før der er udsendt bekendtgørelse om ny lovgivning til kommunerne.
Det betyder, at der i en periode, kan opereres med forskellige standarder fra kommune til kommune og fra skole til skole.
For Enhedslisten skal en så vidtgående lovgivning, baseres på en ensartethed i registrering og udmøntning på tværs af både kommuner og internt i Sorø Kommune.

Efter Enhedslistens opfattelse, er det lovsjusk og pinagtig symbolpolitik. Det handlede alene om, at de borgerlige partier ønskede at vise, at de er hårde ved de svageste i håbet om, at score billige stemmer, fordi de håber, at mange borgere tror, at det især er indvandrernes børn, der ikke kommer skole.
Sandheden er, at lovens konsekvenser kommer til at ramme de mest udsatte på tværs af etniske skel.