Rasmus Lind fra Sorø Roklub vinder, sammen med Aske Storm (Viking), Jeroen Grimmelikhuijzen (Bagsværd) og Casper Girke (DSR), guld i junior dobbeltfirer.

Drengene har kun haft kort tid forinden til at forberede sig sammen, og alligevel vinder de stort med flere længder til Sverige og dernæst Norge på tredjepladsen. Sidstnævnte roede fra danskerne til EM tidligere på året, men med en enkelt udskiftning og flere detaljer på plads har danskerne fået virkelig god fart i båden.

Mesterskaberne blev afholdt i norske Sarpsborg, og vejrmæssigt blev roerne udfordret med jævn vind på banerne. Dette kræver samroning og styr på teknikken, men det klarede drengene fint.

For Rasmus, som dagen forinden afsluttede sit efterskoleophold i det jydske, har det allerede været en begivenhedsrig sæson.

Den kommende weekend gælder det Sorø Regatta, hvor der igen står landsholdspladser på spil for Sorø roerne, nemlig til ‘Coupe de la Jeunesse’, som afholdes i Milano senere på sommeren.

Foto: Sorø Roklub
Foto: Sorø Roklub
Foto: Sorø Roklub