Det blev en rigtig hyggelig sangaften i Fjenneslev sognehave den 11. juli. Vejret og udsigten var smuk, og de danske sange var også smukke. Og aftenens gæstevært og forsanger Christen Galsgaard bandt sangene sammen med gode fortællinger og oplysninger om forfatteren eller historien.

Der var sange, som gav billeder, som fx ”Nu er dagen fuld af sang” af Jeppe Aakjær, hvortil Christens fortælling var, ”Det er dansk, det er naturen, det er vejret, det er vore politikere, det er vores kongehus, det er vores folkekirke, det er vores sangskat”, Benny Andersens “Barndommens Land”, ”som sublimt fortæller os, hvad der mistes af dimensioner, når barndommens energiske drive veksles til voksenlivets forventninger og krav”. Alle nød teksten.

Der blev også sunget sange af Kim Larsen, H.C. Andersen, Grundtvig og Ingemann og Danmark nu blunder den lyse nat af Thøger Larsen. Christens oplysning hertil var, at udlændinge misunder os de lyse nætter, og at 60 % af alle børn fødes i marts til september.

De fremmødte havde en stemningsfuld aften med sang og fortælling, mens solens sidste stråler skinnede på landskabet foran deltagerne.

Foto: Fjenneslev Sogn
Foto: Fjenneslev Sogn
Foto: Fjenneslev Sogn
Foto: Fjenneslev Sogn