Tyskland afholder hvert år deres største junior regatta i Hamburg, som fungerer som udtagelses løb for tyske landsholdsroere. Regattaen har omkring 1100 deltagere udelukkende juniorer, primært tyskere, men også udenlandske roere, herunder Sorø Roklubs danske juniorer.

De mange løb afvikles på 1.500 meter eller 2.000 meter hvert 3. eller 4. minut, mod normalt hver 6. minut, så der er virkelig travlt denne weekend. Ingen indledende, men direkte finale i alle heat, og derfor ses flere vindere i samme løb, hvorved tiderne bliver vigtige for udtagelse.

Første weekend i juni bød på dejligt sommervejr i Tyskland og søndag op til 32 graders varme, lørdag en jævn medvind og hurtige tider, søndag en jævn modvind.

Sorøs Jannick Wly Andersen, Peter Skou og Rasmus Lind roede sig til flotte placeringer i årets store Junior Regatta i Hamburg.

De tre Sorø-roere indgår, sammen med i alt 14 danske roere, i et projekt om at blive udtaget til ‘Coupe de la Jeunesse’, som i år foregår i Milano i Italien d. 2-4 august.

Samme kaproning, hvor Rasmus Lind sidste sæson flot vandt B-finalen i drenge singlesculler.
Alle 14 roere i årets projekt roede begge dage dobbeltsculler og senere dobbeltfirer. Søndag roede alle dobbeltsculler med samme makker, men i dobbeltfireren sås enkelte udskiftninger.

Lørdag
Rasmus Lind roede dobbelt sculler med Aske Storm (Viking), parret vandt Guld i deres heat, i dagens tredje bedste tid af 22 deltagere.

Peter Skou roede dobbelt sculler med Emil Nielsen (Rosklide) og blev nr. to i dagens fjerde bedste tid af 22 deltagere.

Jannick Wly Andersen roede dobbeltsculler med Victor Lauritzen (Roskilde) og blev nr. tre i dagens femte bedste tid af 22 deltagere.

Jannick Wly Andersen og Rasmus Lind roede dobbeltfirer med Victor Lauritzen (Roskilde) og Aske Storm (Viking), holdet vandt guld i dagens hurtigste tid.

Peter Skou roede dobbeltfirer med Mathias Ankerstjerne (Roskilde), Johan Poulsen (Bagsværd) og Johan Søvndal (KVIK), holdet blev nr. 6.

Søndag
Rasmus Lind roede dobbelt sculler med Aske Storm (Viking), parret vandt Guld i deres heat.
Peter Skou roede dobbelt sculler med Emil Nielsen (Rosklide) og blev nr. to.
Jannick Wly Andersen roede dobbeltsculler med Victor Lauritzen (Roskilde) og blev nr. tre.

I dobbeltfirer stillede tyskerne alle deres stærke scullerroere om søndagen, så her fik danskerne kamp til stregen.

Rasmus Lind og Aske Storm (Viking), Emil Nielsen (Roskilde) og Jeroen Grimmelikhuijzen (Bagsværd) opnåede en sjette plads i tiden 6.33 min.

Jannick Wly Andersen og Peter Skou, Malthe Christiansen (DSR) og Mathias Ankerstjerne (Roskilde) opnåede en tredjeplads i tiden 6.36 min.

Efter Hamburg Regatta er projektet skåret ned til 10 roere, alle tre Sorø-roere er fortsat med i projektet frem mod årets Sorø regatta d. 6.-7. juli, hvor endelig udtagelse til ‘Coupe de la Jeunesse’ finder sted.

Rasmus Lind og Jannick Wly Andersen vinder Guld i dobbeltfirer med Aske Storm (Viking) og Victor Lauritzen (Roskilde). Foto: Sorø Roklub.
Del på sociale medier