Den danske vej- og asfaltvirksomhed Pankas, der har afdeling i Sorø, har haft en høj indtjeningsvækst i især Østeuropa i 2018. Omsætningen er gået i vejret med næsten 20 procent, mens bundlinjen er firedoblet til rekordniveau.

Ekspansion på profitable markeder i Østeuropa er hovedingrediensen bag rekordregnskabet fra vej- og asfaltvirksomheden Pankas, der i år fejrer 80-års fødselsdag. Omsætningen er vokset med markante 19 procent til 1,2 milliarder kroner, mens bundlinjen næsten er firedoblet fra 2017. Nettoresultatet for alle Pankas’ divisioner blev 31,6 millioner kroner i 2018.

– Pankas er i storform. Vi har virkelig høstet de første frugter af den strategiplan, som vi lancerede i 2016. Her satte vi særligt fokus på risiko og på ekspansion især i Østeuropa, hvor der er gang i mange profitable infrastrukturprojekter i disse år, fortæller Gert Lund Storgaard, der er CFO hos Pankas.

Fokus på risikostyring og effektiv entrepriseudførelse
Strategiprocessen har medført øget fokus på effektiv risikostyring og entrepriseudførelse i hele forløbet. Herudover er der også blevet taget specialopgaver ind i højere grad. Gert Lund Storgaard nævner blandt andet en ny niche med vedligeholdelse i og renoveringer af lufthavne i Tyskland som eksempel.

– Vi har skabt en større fleksibilitet i Østeuropa, hvor vores forskellige afdelingers udstyr nemt kan flyttes fra en region til anden og fra et land til et andet. Dette kombineret med øget fokus på at vælge opgaver, hvor vi kan styre risikoen og udførslen af de enkelte entrepriser, er også med til at skabe den fleksibilitet, der har været rigtig vigtig i vores risikostyring og for vores profitabilitet, fortæller økonomidirektøren.

Følger strategiplan 2021 med fokus på konsolideret vækst
Ud over fokus på Østeuropa og risikostyring er der andre finansielle målsætninger i strategiplanen, som Pankas jagter benhårdt. Det gælder blandt andet en målsætning om en omsætning på 1,4 milliarder kroner ved udgangen af 2021, og denne vækst skal komme fra både Danmark, Tyskland og Østeuropa, og Gert Lund Storgaard vil ikke udelukke, at det kan nås inden 2021.

– Et væsentligt bidrag til omsætningsvæksten skal komme fra udvidelser i både nye og eksisterende lande, hvilket også er en del af vores strategiplan. Det kan både ske organisk og ved opkøb, og timingen af opkøb spiller jo en væsentlig rolle. Vores fokus, når det kommer til nye markeder, er EU-nære lande med tyngde i de områder i Østeuropa, hvor vi endnu ikke er til stede, forklarer han.

Gert Lund Storgaard nævner, at der er kommet markant bedre styr på balancen og den rentebærende gæld i det forgangne år, mens højere råvarepriser på især bitumen i bestemte kontrakttyper har påvirket resultatet negativt.

– Vi har skabt en større fleksibilitet i Østeuropa, hvor vores forskellige afdelinger nemt kan flyttes fra en region til anden og fra et land til et andet, siger Gert Lund Stougaard, der er finansdirektør hos Pankas A/S. Foto: Peter Maniell.
Gert Lund Stougaard nævner, at der er kommet markant bedre styr på balancen og den rentebærende gæld i det forgangne år, mens højere råvarepriser på bitumen i bestemte kontrakttyper har påvirket resultatet negativt. Foto: Peter Maniell.