Indlæg af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, Enhedslisten i Sorø

Vi står i en tid, hvor vi skal træffe en lang række valg på vores egne og ikke mindst vore børns- og børnebørns vegne – Vi har brug for at foretage en række paradigmeskift. Skift der viser, at vi virkelig vil overlade vores fælles og smukke klode til dem, der kommer efter os.

Vi skal gøre op med blind vækst og i stedet have fokus på beskyttelse af klima og miljø. I den sammenhæng er det fuldstændigt grotesk, at det er lykkedes for Venstre at udskyde afstemningen om det borgerforslag, der kræver en klimalov på ubestemt tid. Det er også absurd, at et stort flertal i Folkestinget stemte for, at grænseværdien for nogle typer af nedbrydningsprodukter, fra sprøjtemidler i det danske grundvand, bliver 7,5 gange højere. Det i en tid, hvor der hvert eneste år bliver fundet rester af sprøjtegift i grundvandet.

En stærk klimalov handler om fundamentet for alt liv, og om retten til rent drikkevand!

Vi skal have et paradigmeskift, der handler om, at vi kan og vil aflevere en bedre verden til de, der kommer efter os. Men det er der stærke kræfter, der søger at lægge forhindringer i vejen for.

Hvert eneste år bruger de 5 største olieselskaber over 200 mio. dollar på at lobbye om klimaet. Og det er ikke med henblik på at redde jorden – det handler alene om at sikre en endnu større profit end sidste år!

Med et citat fra en 16-årig svensk pige: ”Hvis vi siger vi elsker vores børn over alt på jorden, hvorfor stjæler vi så fremtiden fra dem?”

Fra Enhedslisten har vi fremlagt en social- og miljømæssig bæredygtig klimapolitik, men vi vil mere end at snakke grønt. Vi vil holde op med at sætte vækst før miljø. I Sorø var det for eksempel et let valg for Enhedslisten at stemme nej til at udvide køreteknisk anlæg, fordi udvidelsen vil medføre ødelæggelse af et unikt stykke natur.

Hvis vi mener, vi vil lave et paradigmeskifte, der viser, at vi elsker vore børn over alt andet, skal vi konsekvent vælge til fordel for miljøet. Det er i det nære, vi skal starte og i hverdagen, vi skal bruge vores indflydelse.

De to største udfordringer er klimaet og en voksende social ulighed, og det er de politiske områder, hvor vi skal sætte fremtiden før kortsigtede økonomiske behov.

Foto: ABW