Lundbeckfonden skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om prisen:

Torsdag den 9. maj belønner Lundbeckfonden banebrydende hjerneforskning med The Brain Prize på en million euro i håbet om, at flere hjernesygdomme kan forebygges og behandles i fremtiden. Hjernesygdomme koster allerede nu samfundet mere end cancer, diabetes og hjertelidelser – tilsammen. Mere forskning på området er afgørende.

The Brain Prize 2019: Elisabeth Tournier-Lasserve, Hugues Chabriat, Marie-Germaine Bousser og Anne Joutel modtager The Brain Prize på 1 million euro den 9. maj.

Torsdag den 9. maj modtager fire franske topforskere en million euro, når Hans Kongelige Højhed Kronprinsen overrækker The Brain Prize 2019. De har igennem 30 års intens forskning afdækket og kortlagt den arvelige blodkarsygdom CADASIL. Sygdommen giver blodpropper i hjernen og udvikler sig fra migræne til fremadskridende, omsorgskrævende demens i en tidlig alder.

Ifølge Kim Krogsgaard, direktør for The Brain Prize, er det velkendt, at opdagelse og kortlægning af en smal sygdom som CADASIL ofte medfører gennembrud i forståelsen af andre mere udbredte sygdomme.

Den danske neurolog ved Rigshospitalets neurologicenter, Jørgen Erik Nielsen, er enig:

– Man kan håbe, at opdagelsen af CADASIL kan føre til en behandling på sigt. Første skridt er at forstå årsagen, og måske er der mulighed for, at genterapi eller stamcellebehandling kan være vejen frem. En anden vinkel er at prøve at forstå bagvedliggende sygdomsmekanismer f.eks. i forhold til den migræne, som CADASIL ofte starter med. Måske kan vi ad denne vej komme til at forstå migræne bedre, hvilket igen kan danne grundlag for udvikling af ny og bedre behandling.