Indlæg af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem for Enhedslisten i Sorø.

Alternativet vil gerne begrænse taletiden i Byrådssalen, så den enkelte person højst må tale i to minutter og derefter opfølgende i et minut. Det er ikke en hemmelighed for ret mange, at det primært handler om, at begrænse Enhedslistens taletid i byrådssalen.

Grundlæggende er vi fra Enhedslisten, ret ligeglade med de forskellige tiltag, der rettes imod os. Vi er et stærkt parti med en lang række frivillige og er ikke afhængige af et enkelt byrådsmedlem. Vi skal nok komme rundt i kommunen og få præsenteret vores politik.

Men det er et angreb på demokratiet. Byrådsmøderne er det eneste sted, hvor borgerne har adgang til at høre byrådsmedlemmerne argumentere for deres synspunkter, og det er det eneste sted, som pressen har adgang til. Byrådsmøderne er med andre ord et af de få steder, hvor vi kan stilles til ansvar for de politiske udmeldinger, vi kommer med.

Det er generelt et usundt tegn, når politik skal præsenteres på så kort tid, at det reduceres til statements. Nuancerne fjernes og dialogen reduceres. Fra Enhedslisten har vi før påpeget, at det er en del af demokratiets kerne, at beslutninger skal foregå i det åbne, så alle Byrådets medlemmer, og ikke mindst borgerne, kan følge med og se, om vi står på mål for vores politiske løfter.

Et forslag om begrænset taletid, vil i urimeligt grad ramme de små partier i Byrådet og skævvride debatten. Forslaget vil for eksempel betyde, at Socialdemokratiet og Konservative har sammenlagt 21 minutter til hvert punkt, mens de partier der kun er repræsenteret med et medlem i Byrådet, heriblandt Enhedslisten, har tre minutter til samme punkt.

Efter Enhedslistens opfattelse, er forslaget blot det seneste udtryk for et Byråd, der risikerer at lukke sig mere og mere om sig selv:
– Der var ikke et politisk ønske om at sende direkte fra byrådsmøderne ved seneste budgetforlig
– Byrådsmøderne er flyttet til kl. 17.00, hvilket gør det rigtigt svært for mange at nå frem på grund af arbejde og familie
– Vedtagelsen af de overordnede politikker, der beskriver styringsmåderne, godkendes fremover i Økonomiudvalget og ikke i Byrådet. Det gør det vanskeligere for borgerne at følge begrundelserne for politiske omprioriteringer, idet drøftelserne i fag- og økonomiudvalg foregår bag lukkede døre.

I Enhedslisten er vi stærkt bekymrede for den tendens, vi oplever i Sorø Byråd. Vi frygter, borgerne lukkes ude af beslutningsprocesserne, ligesom vi er bekymrede for, at pressen ikke kan få adgang til de politiske drøftelser, der ligger bag beslutningerne.

Foto: ABW