I samarbejde med designvirksomheden maaho har Odense Bys Museer fået designet en damaskdug ud fra et af H.C. Andersens papirklip. Dugen er den første originale H.C. Andersen dug lavet i samarbejde med museet og bliver mærket med en label med H.C. Andersens originale underskrift. Dugen blev lanceret på H.C. Andersens fødselsdag den 2. april 2019 på maahos webshop og kom til salg i H.C. Andersen Museets butik i april.

”Vi er meget stolte af, at kunne præsentere dette stykke danmarkshistorie i vores kollektion, og være med til at fortælle historien om H.C. Andersen til vores kunder.” udtaler Morten Mark, CEO hos maaho.

H.C. Andersens Hus ved Odense Bys Museer ejer både papirklippet og varemærkerettighederne vedr. H.C. Andersens underskrift, som er anvendt på dugen fra maaho. Retten til at anvende varemærket har maaho fået som led i en partnerskabsaftale med museet.

Damasken til dugen er designet ud fra et originalt papirklip fra den verdensberømte eventyrforfatters hånd. Det har motiver af hjerter, Pjerrotter, nisser, damer, svaner med engle og ballerinaer med englevinger. Papirklippet er udateret og har tilhørt Louise Drewsen (1839-1920). Hun var datter af H.C. Andersens ven Edvard Collin og senere hustru til Viggo Drewsen, søn af Adolph Drewsen, der lavede billedbøger i samarbejde med H.C. Andersen. I 1906 forærede Louise Drewsen fem papirklip til Odense Bys Museer, heraf dette.

Den eventyrlige dug er ensfarvet hvid og lader papirklippet komme til sin ret i damaskdugens reliefeffekt. Papirklippet er brugt som et ornament, der gentages over hele dugen. Det enkle design gør dugen meget anvendelig og lader fantasien få frit spil i borddækningen. Damasken med H.C. Andersen motivet sælges også som bordløber og kommer senere på året i rød.

maaho laver skræddersyede boligtekstiler i nordisk design med 100 % naturlige materialer. Hos maaho er kærligheden til tekstilerne høj, og designet er derfor enkelt. Produkterne bliver skræddersyet på bestilling, så de er tilpasset dit behov, og du får glæde af det i længere tid. Maaho er grundlagt i 2018 med omtanke for miljøet. De minimerer overproduktion ved at skræddersy produkterne og bruger naturmaterialer i høj kvalitet og med lang holdbarhed. Og så har de netop åbnet butik på Sorø station, hvor du kan få skræddersyet stoffer, som passer lige ind i dit hjem og til din personlige indretning.

Foto: maaho
Foto: maaho
Foto: maaho