Indlæg af Niels Hilker, formand for DN Sorø.

Vedr. Pligten efter naturbeskyttelseslovens § 73

Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Sorø (DN Sorø) og Friluftsrådet Sydvestsjælland beder hermed Ankestyrelsen vurdere, hvorvidt Sorø Kommune overholder sin pligt efter naturbeskyttelseslovens § 73 til at sørge for, at et ulovligt forhold bliver lovliggjort.

Sagen drejer sig om, at Sorø Kommunes den 15. april 2014 har givet tilladelse til at nedlægge markvejen over ejendommen matr.nr. 24a Alsted By, Alsted, der forbinder Hejreskovvej og Alstedvej.

Denne tilladelse indbragte DN Sorø for Natur- og Miljøklagenævnet, som 16. juni 2015/J.nr.: NMK-512-00097 traf afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 26 a. Heri ophævede Natur- og Miljøklagenævnet Sorø Kommunes tilladelse til at nedlægge markvejen over ejendommen matr.nr. 24a Alsted By, Alsted, der forbinder Hejreskovvej og Alstedvej.

Afgørelsen hæfter sig bl.a. ved, at den i sagen omhandlede markvej har væsentlig rekreativ betydning, idet den giver offentligheden mulighed for at opleve Susåen på relativt tæt hold og muliggør en rundtur ad Hejreskovvej og ind ad markvejen tilbage til Alsted. – Det tilføjes endvidere: Det bemærkes, at det er muligt for ejeren at søge kommunen om etablering af en alternativ adgangsmulighed som grundlag for en ny ansøgning om at nedlægge markvejen.

Sagen om den ulovligt nedlagte markvej blev behandlet på Sorø Kommunes udvalg for Teknik og Miljø den 11. april 2018. Fagcenter Teknik, Miljø og Drift indstillede til udvalget, at der gives tilladelse til nedlæggelse af markvejen, uden at der stilles vilkår om, at der skal etableres en alternativ rundtur eller markvej til udsigtspunkt.

Udvalget vedtog følgende: Godkendt – men med vilkår om at der etableres en alternativ løsning via dialog med lodsejeren. Løsningen skal godkendes af udvalget efterfølgende. Siden er der intet sket. Natur- og Miljøklagenævnets kendelse er efter næsten 4 år endnu ikke efterlevet.

På den baggrund beder DN Sorø og Friluftsrådet Sydvestsjælland, Ankestyrelsen vurdere, hvorvidt Sorø Kommune overholder sin pligt efter naturbeskyttelseslovens § 73 til at sørge for, at et ulovligt forhold bliver lovliggjort. Endvidere om Sorø Kommunes langsommelighed i denne sag vurderes at kunne påvirke de fremtidige handlemuligheder, som følge af ”rettighedsfortabende passivitet”.

Foto: ABW
Del på sociale medier