INbetween inviterede den 21. januar til konfirmationsarrangement med modeshow og inspiration til den store dag. Der var fuldt hus med 80 gæster – heraf 35 konfirmander.

“Jeg har været helt overvældet over den store interesse. Jeg er stolt over at så mange valgte at bruge mandag aften på Café Tre Konger i vores selskab. Der var mange lokale gæster, men også gæster fra Høng og Slagelse. Der var en fantastisk stemning, og jeg fornemmede, at gæsterne hyggede sig – det gjorde jeg i hvert fald”, udtaler Katrine Rogert Skovsgaard fra INbetween.

Flere lokale butikker var med til at skabe den helt rette stemning med inspiration til konfirmationsdagen heriblandt Kelter Photography, Bruuns Frisør, Beauty by Thinne, Fred. Jensen & Søn, Bog & Idé og Butler Vin. Brunns Frisør og Beauty by Thinne havde stylet modellerne Silah, Laura, Marius og Bastian, som alle så fantastiske ud og klarede det SÅ godt på podiet.

De lokale deltagere og endnu flere lokale butikker havde sponsoreret flotte præmier til konfirmanderne samt en goodiebag fyldt med lækre sager. Faktisk var der præmier for over 4.000 kroner og goodies for næsten 1.000 kroner pr. konfirmand!

“Det er fantastisk at bo i en by, hvor de handelsdrivende bakker hinanden op, og jeg har både lånt udstyr og har fået gode råd af byens mere erfarne butiksejere. Jeg håber naturligvis, at alle deltagerne havde en skøn aften, og jeg var helt glad i maven, da jeg landede på min sofa i går aftes”, tilføjer Katrine fra INbetween.

Dit Sorøs fotograf, Anne Beth Witte, var også forbi og tage billeder af modeshowet og den inspirerende aften.