Mange har måske en forestilling om, at frivilligt arbejde ikke interesserer unge, men sagen er en anden. Frivilligt arbejde er gået hen og blevet et regulært hit på Sorø Akademi.

Med hjælp fra Lone Lisborg fra Frivilligcenter Sorø arrangerer og deltager elever fra akademiet til flere forskellige frivillige events – blandt andet fællesspisning og Stafet for Livet. Skolen har også hvert år en frivilligdag, hvor især nye elever kan få et overblik over, hvad der er af muligheder for at lave frivilligt arbejde.

Frivilligt arbejde er gavnligt for elevernes CV, men det kan også bruge på deres kvote 2-ansøgninger, når de skal læse videre. Men for de flestes tilfælde er det ikke derfor, de deltager. Det er i stedet fællesskabet, der lokker.

Der er lige nu en gruppe på 14-16 elever, der organiserer skolens frivillige arbejde. De mødes en gang om måneden med leder af Frivilligcentret Lone Lisborg.

“Eleverne deltager kun i det, de har lyst til. Men vi er dybt imponererede over det kæmpe stykke arbejde, eleverne på Sorø Akademi yder”, fortæller Lone Lisborg.

Du har også mulighed for at høre mere om Frivilligcentret og dets arbejde på Uddannelsesmessen i Sorø den 16. januar. Læs mere om messen her.