Lørdag den 5. januar var der Nytårskur på Torvet i Sorø arrangeret af Sorø & Friends og Sorø Kommune. Nåede du ikke forbi, kan du her læse samfundsdebattør, forfatter og foredragsholder Erik Lindsøs nytårstale.

Nytårskur på Torvet. Henrik Olsen fra Sorø & Friends tog imod de fremmødte. Foto: SDL

Det startede med Benny Andersens: Råd til mine børnebørn

Sæt jer store mål
sæt jer tydelige spor
det skal kunne ses I har været her
Vi skød med slangebøsse en gang
de store drenge skød til måls efter flasker
hvor er de flaskeskår i dag?
Jeg skød til måls efter månen
mærkerne ses tydeligt den dag i dag

Det skal kunne ses, vi har været her.

Et menneske uden drømme – uden store mål – forsvinder i mængden, tager til takke med tingene, som de er, og tænker, at det kan da godt være, det ikke går så godt, men det kunne jo være meget værre.

Jeg kender sådan et menneske, og hans slogan er: Hvorfor være et hestehovede foran, når det går ned af bakke.

Det er i drømmene om livet, vi finder meningen med det – at det viser sin storhed. Det er i drømmene, vi bliver originale. Og uden drømme bliver vi ordinære.

Vi skal ikke blot have noget af leve af – men vi skal vigtigst have noget at leve for.

Grundtvig siger i en sang, at vi skal vide, hvad vi vil, mer end brød og skuespil.

Falde af på den
Det samme gælder for et samfund – og for en by.

Der er megen storhed i Sorø. Det er ikke blot naturen med den skovkransede sø, som Ingemann digter det. Det er endnu mere historien og kulturen. Det ses i arkitekturen.

Havde der ikke været nogen før os, der havde tænkt store tanker rodfæstet i store drømme om liv og samfund, så havde vi ikke haft den flotte by, vi har.

De har givet stafetten videre til os, og vi skal derfor sørge for at skabe en by, så vi med stolthed kan give stafetten videre, når vi takker af.

Jeg synes, at Sorø er ved at falde af på den. Jeg tænker på det,
– når jeg kører ned af Alleen og ser Allehuset tømt for indhold i forfald.
– når jeg kører ind på Storgade og hilses velkommen til byen af den gamle Flüggerforretning, som nu i over et år har haft presenninger for vinduerne, fordi der bor nogen derinde, der slet ikke må bo der.
– når jeg kører forbi Postgården, hvor storhed ligesom med Allehuset er omdannet til forfald.
– når jeg hilser på træerne i Storgade, som ikke ved med sig selv, om de skal leve eller dø.
– når jeg kommer her til Torvet – det flotte gamle stolte torv – og så hilses velkommen af en øjebæ af en Bistro. Det er jo majestætsfornærmelse, at Frederik den 7. hver dag skal have den udsigt.

Jeg synes også, at Sorø politisk er faldet af på den. Jeg tænker på det
– når jeg læser byrådsmedlemmernes debatindlæg i Sjællandske, som er blevet lidt primitive Christiansborgagtige i deres klantren modparten alle fejl.
– når jeg læser, hvor meget økonomi fylder på den politiske dagsorden, og hvor altings løsen synes at være besparelser.
– når jeg ser Rådhuset, der både konkret og symbolsk har lukket sig om sig selv. Hovedinganeg er spærret – og man henvises til en bagindgang. “Bliv væk”! Luk dog Rådhusgården op! Lav en legeplads for børn derinde. Skab liv. Sæt boder op og server kaffe for os en gang imellem. Invitere os indenfor. Så kan vi også hilse på de mange embedsfolk, som tjener ders løn her, men som vi aldrig hilser på i forretninger, børnehave, på en løbetur – eller en dag som i dag – fordi de forvalter vores by uden at bo her.

Historien viser – og vi ved i dag – at der er to ting, der får en by til at blomstre:
1) børn og unge
2) kulturliv

Danmark rammes i disse år af landsbydød, og byer med Sorøs størrelse har det i udpræget grad svært. Forskning viser, at de landsbyer, der overlever, og de provinsbyer som klarer sig, er de byer, hvor man har magtet at skabe gode skoler og uddannelser, og hvor man forstår at satse på kulturen.

Vi kender det fra byer som Holstebro, Horsens og Sønderborg. Staten tog stort set alt fra Sønderborg: kassernen, sygehuset, sygeplejeskolen osv. Men så tog stædigheden ved byen, og de byggede Alsion – det store musik. De indledte samarbejde med Flensborg, så symfoniorkestret kunne overleve. Og ditto med Syddansk Universitet. De lavede en strategi for skole og uddannelse, der skulle give dem positiv omtale. Det er bare 10 år siden, forfaldet kunne være indtrådt. Men de satsede på kulturen, og i dag blomster byen, og når man kommer til den, klommer man til en af de stolteste byer i Danmark. Da staten sidste år tvangsudflyttede arbejdspladser var Sønderborg den by, som fik flest til at flytte fra København for at blive bosiddende på Als. Fordi de havde gode skoler og et blomstrende kulturliv at byde på. Og det var kommune og politikere, der førte det i brechen.

Frederik den 6.’s slogen var, at fordi vi bliver fattigere, behøver vi ikke blive dummere.
Dummere bliver vi, hvis alting kommer til at handle om budgetter og økonomi.

Drømme og originaler udspringer aldrig af et Excel ark, og mennesker – det være sig både borgere og politikere, men ikke mindst embedsfolk – bliver til talende Excel ark. Og det skal vi virkelig passe på. Thi da bliver den originale idé altid mødt med spørgsmålet: Hvad får vi for pengene?

Når vi i dag bliver spurgt, hvad vi forbinder med det at være dansk, så sætter vi velfærdsstaten højere som symbol end flaget og kongehuset.

Velfærdsstaten blev udviklet fra 1950’erne og frem. Gode tider skulle gøres bedre, var Staunings lancering efter krigen. Viggo Kampmann var statsminister, da drømmen om velfærdsstaten skulle lanceres.

“Vi har i den grad behov for vejledning”, sagde Kampmann. “Vi politikere magter simpelthen ikke opgaven”.

I 1960’erne lavede man i Danmark første gang den der oversigt, vi ser nogle gange om, hvem der er Danmarks 25 mest indflydelsesrige personer. I 1965 lå statsminister Jens Otto Krag på førstepladsen. På andenpladsen kom forfatteren Klaus Rifbjerg. Og i det hele taget blandt de 25 fandt man filosoffen Villy Sørensen, teologen K.E. Løgstrup og kunstneren Bjørn Nørgaard.

Lasse Horne Kjældgaard demonstrerer, at uden kunstnere og kulturpersoner, så var velfærdsstaten aldrig blevet til noget.

En både materiel vefærd og en åndelig velfærdsstat

Derfor må vi i dag ikke tro, at vi kan skabe fremtidens samfund uden kunst og kultur.

Sorø ligger i dag blandt de kommuner, der satser mindst på kulturen. Og skolerne i Sorø topper ingenlunde diverse barometre.

Det skal vi have ændret på, hvis vi skal blomstre og ikke visne, og hvis vi skal give stafetten videre, så vores efterfølgere overtager en stolt by.

Vi har alle muligheder. Ingen by med Sorøs størrelse har både kunstmuseum, historisk museum og musik- og spillesteder, biograf og bibliotek.

Det er her, der skal investeres. Det er her, der skal satses.
– Hvad får vi for pengene?
– Jeg aner det ikke, men det virker.

Churchill blev under 2. verdenskrig spurgt, hvorfor ikke kulturlivet skulle spare for at bidrage til krigsmaskinen. Han svarede:
– Jamen, det er jo det, vi kæmper for.

En gang for mange år siden, da Sorø blev Sorø boede Ingemann hernede ved søen. Landets største besøgte ham: H.C. Andersen i perioder boede hos ham og havde sin gang i byen. Grundtvig ligeså. Blicher kom forbi helt fra Jylland. Før dem Oehlenschläger.

Grundtvigs drøm var at skabe Skolen i Sor – det store nordiske folkelige akademi. Det blev aldrig. Men det burde være forsøgt, da Ankerhus lukkede. Vi kan stadig nå det i Allehuset.

Da Ingemanns elskede Lucia ikke længere kunne gå p.g.a. knogleskørhed, trak han hende her op gennem byen på et æsel. Jeg mener – hvem ellers er kommet ridende ind i sin by på et æsel.

I Nashville ligger der fliser for alle store stjerner. Vi kunne i Sorø ligger fliser på Storgade op og ned for de stjerner, der har gæstet byen og i perioder gjort den til en lysende stjerne.

Det er ikke blot vores opgave, men vores forpligtelse overfor vores by, at vi bliver ved med at tænde stjerner.

Det gør vi ikke ved at bygge boligkaræer, der lugner dem i alle andre byer, når en grund står tom. Vi skal bygge større. Hvorfor ikke et musikhus? Hvorfor ikke noget ingen har tænkt endnu? Noget originalt – mere end noget ordinært.

Fordi vi bliver fattigere, behøver vi ikke blive dummere. På det princip skabte vi dansk guldalder, hvor Sorø var et af centrene.

Læren er, at vi skal holde op med at skrue ned på grund af dårlig økonomi, men vi skal skrue op på trods af.

Vi skal leve for kulturlivet og for børnene. I kombinationen ligger en fremtid, der blomstrer.

Vi skal sætte os store mål
sætte os tydeligere spor
så det kan ses, vi har været her.

Nytårskur på Torvet. Borgmester Gert Jørgensen. Foto: SDL
Samfundsdebattør, forfatter og foredragsholder Erik Lindsø holdte årets nytårstale på Torvet i Sorø. Foto: SDL