Elever og lærere på Sorø Privatskole løb traditionen tro på Flommen i Sorø sidste dag før efterårsferien. Skolen ser motionsdagen som en vigtig tradition, der skal være med til at styrke elevernes trivsel.

Motion og trivsel hænger som oftest sammen, påpeger Stinna Engelsbak, der er idrætslærer på Sorø Privatskole. Måske er det også derfor at hele 96 pct. af skolerne i Danmark ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt er med i Skolernes Motionsdag. Det gør dagen til verdens største motionsevent for skolebørn. På Sorø Privatskole holder de også motionsdag. En årlig tradition før eftersårsferien, hvor elever og lærere løber sammen på det naturfredede Flommen i Sorø.

Løb på Flommen.

”Det er fællesskab på højeste klinge, når eleverne bevæger sig og snakker med hinanden på kryds og tværs af klasser, som de har lyst til. De er gode til at finde sammen undervejs og hjælpe hinanden med de her små og store sejre. Det har jeg også set de andre år, når jeg løber med rundt, men det kan også være en effekt af de her venskabsklasser, skolen har indført, med lille og store venner. Vi har også opfordret lærerne til at lave forskellige gimmicks ude på ruten. Stefan og Toke stod igen i år og spillede musik, og det giver bare en vildt god stemning,” fortæller Stinna Engelsbak.

Skolernes Motionsdag blev første gang afholdt på Fyn i 1982, hvor en gruppe idrætslærere ville skabe et fælles motionsarrangement. Siden har motion og bevægelse fået en stadig større plads i skoledagen. Eleverne fra Sorø Privatskole fik 2 timer til at nå så mange gange rundt på 2 km eller 4 km ruten, som de kunne. Efter løbet gik eleverne fra Sorø Privatskole tilbage til skolen, hvor der var fælles afslutning i skolens amfiteater med fællessang og kåringer med diplomer og klapsalver til de længst løbende elever fra indskoling, mellemtrin og udskoling.

”Vi snakker faktisk hvert år, om vi skal lave noget andet, som man er begyndt med på andre skoler. Men så længe det giver mening, bliver vi ved med at løbe. Ikke kun fordi det er en tradition, men fordi det styrker elevernes trivsel. Det giver bare noget, når eleverne blander sig med hinanden, mens de løser en simpel opgave om at komme fra a til b. Det fællesskab der opstår undervejs er guld værd,” fortsætter Stinna Engelsbak.

Dansk Skoleidræts undersøgelse af dagen viser, at mange skoler laver en række sjove aktiviteter som supplement til den klassiske løbetur. Håbet hos Dansk Skoleidræt er, at de gode oplevelser på Skolernes Motionsdag kan smitte af på den daglige bevægelse hos eleverne både i og uden for skolen.

Del på sociale medier