Sorø Sø Camping får 140.900 kr. i tilskud til udbygning af overnatningskapaciteten på pladsen. Det besluttede den lokale aktions gruppe LAG Midt-Nordvestsjælland på sit møde den 20. september.

Den økonomiske støtte til Sorø Sø Camping hidrører fra EU-penge til udvikling af landdistrikter. Støtten administreres lokalt af LAG, som på sit møde samlet fordelte 2,7 mio. kr. til 11 projekter i området, flest i Odsherred og Kalundborg samt et enkelt i Sorø til Sorø Sø Camping. Størst beløb modtager Dragsholm Slot, som får 400.000 kr. til sin herskabsstald.

LAG Midt-Nordvestsjælland havde siden udløbet af ansøgningsfristen den 20. august 2018 modtaget 17 ansøgninger om støtte for ialt 5 mio. kr. Men seks ansøgninger blev afvist og ”kun” godt halvdelen af det ansøgte beløb uddelt til de resterende 11, som efter LAG-bestyrelsens vurdering var dem, der passer bedst med LAGs udviklingsstrategi.