Foto: Sorø Jazz

Under sommerens Sorø Jazzfestival gav en københavnsk radiovært for åben mikrofon en opsang til dem, der IKKE tager til jazz i Sorø. ”Det er simpelt hen dårlig opdragelse, hvis man ikke rejser til Sorø…” sagde han i et af de daglige indslag om Sorø Jazzen.

Med sådan en bemærkning kan Sorøjazzen vist ikke ønske sig et stærkere omdømme. Men det har også taget seks år at nå så langt. Skal den investering i at skabe et stærkt brand nu udhules? Bekymringen har netop meldt sig hos jazzfestivalens arrangør. Det skyldes et signal fra politikere i Sorø Kommune. På et møde i sidste uge besluttede de fem medlemmer af Kulturudvalget, at den pulje, hvorfra jazzen hidtil har modtaget tilskud, skal tilbydes flere nye event-arrangører. Vel at mærke uden at der stilles flere penge til rådighed. Risikoen er åbenbar: Der vil blive mindre til hver.

Kommunens event-pulje er på 200.000 kr. Heraf har Sorø Jazzen hidtil modtaget 80.000 kr., mens 120.000 kr. er delt mellem en Kyndelmisse-lysfest, en børnekulturuge og en køredag for veteranbiler. Den kommunale støtte til jazzen har dækket ca. 20 pct. af omkostningerne til årets godt 25 koncerter. Andre ca. 35 pct. er betalt af de 15 forskellige spillesteder, mens resten er ydet af Statens Kunstfond og nogle private fonde.

Jazzen har allerede søgt

Sorø Jazzfestivalen havde allerede før Kulturudvalgets møde indsendt sin redegørelse for koncertplanerne i 2019. Heri blev fastslået, at årets Jazzfestival (23.-29. juli 2018) spillede for fulde huse overalt på de mange forskellige spillesteder i Sorø kommune. Ligeledes tiltrak vinterjazzprogrammet i februar-marts tætte skarer af tilhørere. Foruden de tusinder af mennesker, der således personligt har oplevet den levende jazz i Sorø, har et langt større antal hørt og læst om Sorø som jazzby. Pressen, både trykte aviser, digitale medier og radioTV har nemlig flittigt og omfangsrigt dækket Sorø jazzen.

Konklusionen er, at Sorø Jazzen uden tvivl bidrager til den positive fortælling om Sorø som en attraktiv kommune, såvel for besøg som bosætning. Og det var netop det mål, der i 2013 motiverede beslutningstagerne til at give grønt lys (og penge!) til at etablere en jazzfestival. Siden har der været to kommunalvalg med udskiftning af politikere, så nu i 2018 er det et Kulturudvalg med nye medlemmer, der bestemmer. Deres erklærede trang til at ændre vilkårene er af udvalgsformanden Bo Christensen blevet forklaret med, at ”der ikke skal gå for megen automatik i tingene”.

Deri har han ganske ret, medgiver Sorø Jazzfestivalen, som selv har ambitiøse planer både om at udvikle de musikalske oplevelser og forny præsentationen på nye spillesteder. I programmet for 2019 satses bl.a. på præsentation af nogle af det voksende antal jazzsangere, der er begyndt at synge på dansk, samt koncerter med nydannede grupper af yngre danske musikere (hvoraf adskillige allerede har høstet Music Awards). Desuden har tidligere års succesrige bigbandkoncerter medført, at det nærmest er et publikumskrav at byde på to årlige bigbands. Det åbner mulighed for både at genhøre veletablerede bands (f.eks. DR Big Band) og introducere nyere, mindre kendte bigbands. Endvidere vil programmet omfatte en serie koncerter med udvalgte danske og udenlandske bands, fortrinsvis musikere med aktuelle udgivelser og/eller nye koncepter. Fornyelse af spillesteder tilstræbes også, blandt andet med en økologisk grisefarm og et forsamlingssted for brætspils-nørder! Det er ønsket at udbrede jazzen til nye publikumssegmenter.

Kort sagt: Jazzen i Sorø er værd at bygge videre på.

Bekymringer eller ej: Jazzen spiller videre. Allerede søndag den 30. september får Sorø besøg af crooneren Søren Lampe, der med myndig elegance synger klassiske evergreens og swingende fortolkninger af den danske sangskat. Det er på Sorø Kunstmuseum klokken 13.30. Søren Lampe ledsages af tre fremragende musikere, pianisten Søren Møller, bassisten Thomas Ovesen og trommeslageren Morten Lund. Reservation af billetter på [email protected] eller tlf: 57 83 22 29