Stenlille er måske ikke den største by i Danmark, til gengæld er der ikke mange byer, der kan måle sig med den indsats, byens frivillige lægger for dagen.

Netop derfor er “Sjov i gaden” nomineret til årets homePris.

I år er fjerde år i træk, at der står et stærkt hold af frivillige og ildsjæle sammen om at arrangere og afholde “Sjov i gaden”, som er en uge med gratis arrangementer for byens borgere på tværs af foreninger, handlende, skolen og byens institution.

Gang på gang får holdet lavet et program der favner bredt, med noget til enhver smag. Der er blandt andet Dytbanko, koncerter, gadeløb, drengerøvsaften, cykelture, det lange morgenbord og meget, meget mere, så er der noget til store og små.

Som tilflytter er det helt fantastisk at flytte til en by med sådan et drive og et hold af ildsjæle, der arbejder hårdt, året rundt, for at holde liv og sammenhold i byen, og derfor fortjener hele holdet bag ”Sjov i gaden” og Stenlille Handels-, Håndværker & Borgerforening et skulderklap for deres kæmpe indsats.

I år afholdes ”Sjov i gaden” i uge 34, og de håber, at denne anerkendelse kan være med til at holde ”skibet i søen”, så der også næste år er en uge med sjov i gaden til glæde og gavn for alle i Stenlille og omegn.

Vinderen af homePrisen 2018 får et kontant skulderklap på 30.000 kroner. Andenpladsen og tredjepladsen kan se frem til henholdsvis 20.000 og 10.000 kroner.

Så hjælp “Sjov i gaden” med at vinde homePrisen ved at følge dette link.

Foto: homePrisen