Mogens Schwensen (privatfoto)

Byrådsmedlem Mogens Schwensen (C), Dianalund, standser den 1. september som leder af Ung Sorø. Det sker som led i en omstrukturering af Ung Sorø, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

En plan for den ny omstrukturering af Ung Sorø vil først blive forelagt Børn- og Undervisningsudvalget den 25. september. Foreløbig konstitueres den nuværende souschef i Ung Sorø, Camilla Ledsgaard Jensen, som leder af ungdomsskole og ungdomsklub. Ledelsen af de øvrige funktioner i Ung Sorø – det vil sige aflastningstilbuddet Hulen, SSP og SSP-støtte-/kontaktkorpset – vil blive varetaget af souschef i Børn og Familier, Henriette Mogensen. Det fortsatte arbejde med afviklingen af Katrinelystgården vil ske i et samarbejde mellem Henriette Mogensen og Camilla Ledsgaard Jensen.