Af Bo Mouritzen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Sorø.

Torsdag den 5. juli meldte Sorø kommune ud, at der ville blive sat gang i en proces med henblik på at reorganisere UngSorø.

Et af målene er at begrænse knopskydningerne i UngSorø og i stedet fokusere på kerneopgaverne.

Fra Enhedslisten vedstår vi gerne, at vi har været blandt de kræfter, hvis ikke den primære kraft, der har ønsket en omorganisering af UngSorø.

Baggrunden er en oplevelse af en institution, hvor der hersker fuldstændigt kaos. Resultatet er blandt andet, at vi på byrådsmødet den 27. juni var nødt til at lukke det socialpædagogiske tilbud Katrineslystgården.

Det startede med en tilsynsrapport omkring Katrineslystgården fra Socialtilsyn Øst, hvor vi blandt andet kunne læse ”at tilbuddet samlet set i lav grad opfylder betingelserne for forsat godkendelse…og dermed i lav grad besidder den fornødne kvalitet, der skal til for at sikre at borgerne ydes en indsats, der er i overensstemmelse med formålet med offentlige og private tilbud efter lov om social service”.

Blandt kritikpunkterne fra Socialtilsyn Øst var, at der ikke var styr på økonomien. Således var der ikke sammenhæng mellem budgettet og den betaling, der var opkrævet i løbet af året.

BUU fik på udvalgsmødet yderligere den besked, at Katrineslystgården var særdeles bæredygtig og har genereret et overskud hvert år siden 2011 på sammenlagt 2.341.000 kr. Samtidigt blev det fortalt, at der for at styre økonomi og ikke mindst de faglige krav blev ansat en leder, der havde styr på sagerne, til området.

Den nye leder var en væsentlig del af grunden til at BUU godkendte fremsendelsen af en ansøgning om at etablere Katrineslyst, som en døgninstitution.

Den 15. marts var der møde med UngSorø, hvor BUU medlemmerne blev orienteret om, at der blev arbejdet på at få styr på Ungdomsskole- og klubdelen. Derfor var der ansat endnu en leder til de to områder. Det betød, at der på det tidspunkt var tre ledere af en forholdsvis lille institution. Yderligere var de to seneste ansat til at skabe orden i kaos.

Da BUU den 10. april behandlede driftsoverførsler fra 2017 blev der overført 82.000 som Katrineslystgården/ Hulen havde i overskud. På det her tidspunkt er underskuddene i UngSorø fordelt så Ungdomsskolen manglede 801.000 kr. Underskuddet var reelt på 345.000 kr. idet alle klubberne udgifter var fejlposteret hos Ungdomsskolen.

Yderligere havde SSP et underskud på 546.000 kr. dette skyldes primært et overforbrug af støttetimer. Afslutningsvis var der et underskud på forskellige projekter på 254.000 kr.

I april måned er Katrineslyst altså den eneste del af Ung Sorø, der giver overskud, og det samlede underskud er på 1.063.000 kr. Yderligere mangler der 100.000 kr. til dækning af feriepenge.

Den 12. juni sprænger bomben så. Ikke blot går Katrineslyst fra at give overskud til at give underskud. Underskuddet er på intet mindre end 1.761.986,00.

Læser man referatet fra det seneste møde i Ung Sorøs bestyrelse, står der intet om, at Katrineslystgården er truet af lukning. I deres høringssvar gør personalet på Katrineslystgården opmærksom på, at der siden 2017 har været en aftale om en månedlig økonomiopfølgning.

For Enhedslisten rejser det spørgsmålet: “Hvordan kan der opstå et så stort underskud ”ud af det blå?”

Det pludseligt opståede underskud på Katrineslystgården rejser spørgsmålet om, om det reelt blot handler om, at samle underskuddet fra resten af UngSorø og dermed redde, hvad der reddes kan?

Enhedslisten har svært at sige andet, end at det virker som om, at økonomistyringen i UngSorø har sejlet fuldstændigt. Det rammer så en hel masse menige medarbejdere, der bliver afskediget. Det virker ikke rimeligt, at det især er de menige medarbejdere, der reelt ikke har gjort andet end at passe sit arbejde, der alene skal betale for den manglende ledelse af UngSorø.

I Enhedslisten er vi dybt forundret over, at der nu er ansat tre ledere i Ung Sorø og alligevel er der ikke er styr på noget. Derfor har vi senest på BUU mødet den 12. juni anmodet om, at UngSorø blev reorganiseret.

Vi har ingen intention om at blande os i personaleforholdene, men vi kan simpelthen ikke se passivt til, mens en kommunal organisation sejler og er uden styring.