Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, og Abelone Bergløv, Enhedslisten i Sorø

På det seneste byrådsmøde var der en kort orientering om ”Godkendelse af årsregnskab for Sorø Kunstmuseum 2017” Punktet blev indledt af Enhedslisten med følgende kommentar: ”Hvis stigningerne i entreindtægter afspejler en tilsvarende stigning i antallet af besøgende, er det meget imponerende med en fremgang på 67,81 procent i løbet af det seneste år”

Det forklarer også en stor omsætningsfremgang i både butikken og cafeen. Stort tillykke til museet herfra. Herefter fulgte Rikke Bach Nielsen (S) og Bo Christensen (C) op med roser til Sorø Kunstmuseum.

I både Sorø Avis, Sjællandske og Dagbladet formidles punktet, fuldstændigt uden at nævne Enhedslisten.
Vi glæder os over, at vore byrådskolleger får spalteplads til at formidle deres synspunkter, men vi undrer os over, at Enhedslisten konsekvent ikke er nævnt, eller nævnes meget nedtonet. Dette gælder både i skrift og fotos, når Sjællandske, Dagbladet og Sorø Avis refererer fra Byrådsmøderne. I det her nævnte eksempel, kan Enhedslistens indlæg ikke engang betegnes som kontroversielt.

Foto: ABW

I Enhedslisten side bruger vi lang tid på at forberede byrådsmøder, vi forsøger at være konstruktive og have substans i vore udsagn, når vi er kritiske. Derfor oplever vi det som et demokratisk problem, at formidlingen har en voldsom slagside til fordel for de store partier.

I Enhedslisten er vi vant til, at lokalpressen stort set aldrig er i dialog med os om forslag eller spørgsmål vi har stillet i byrådet.

Konsekvensen er, efter vores opfattelse, at den lokalpolitiske debat bliver tandløs eller fraværende, og det er skadeligt for borgerinddragelsen og ikke mindst lysten til at søge nye veje i løsningen af politiske problemer. Det er vores held, at blandt andet ”Dit Sorø” ikke har samme restriktive tilgang til formidling af lokalstof.

Det er ikke første gang vi oplever, at den skrevne lokalpresse har mere end almindelig svært ved at formidle Enhedslistens deltagelse i den demokratiske proces. Det samme skete i forbindelse med valgkampen, hvor Enhedslistens synspunkter fra de forskellige valgmøder nærmest var ikke eksisterende, indtil vi gjorde opmærksom på ensidigheden i formidlingen.

I Enhedslisten hverken kan, skal eller vil vi bestemme hvad den lokale presse skal bringe, men vi kan, skal og vil gøre opmærksom på, at pressen optræder ensidigt og tendentiøst. Det klæder ikke en lokal presse, der tilmed nærmest har monopol på formidling af den politiske proces, at den forsøger at nedtone eller decideret har hældning til noget, der ligner censur af synspunkter lokalredaktionen ikke kan lide. Selv i de tilfælde, hvor synspunkterne langt fra kan påstås, at være politisk sprængstof.

Vi vil derfor opfordre lokalpressen til at genoverveje måden lokalpolitikken formidles med tanke på, at lokalpressen er en meget væsentlig del af at skabe en levende og pluralistisk politisk debat i kommunen. I hvert fald indtil der indføres streaming af byrådsmøderne så borgerne selv kan følge med hjemmefra.