Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, Enhedslisten i Sorø

Som et af de mindre partier i byrådet kan det være vanskeligt at få plads i medierne, når der refereres fra forskellige møder.

Det kan give indtrykket af, at de mindre partier har mindre indflydelse end de store, det gælder naturligvis i højere grad for partier i opposition.

Virkeligheden ser dog ganske anderledes ud. I løbet af 2018 er det for eksempel lykkedes for Enhedslisten i Sorø at sætte fokus på;

Rådhuset. Foto: ABW

-Fattigdom, i forlængelse af den fattigdomsundersøgelse som Enhedslisten fik iværksat i den seneste byrådsperiode, udarbejdes der nu en fattigdomsstrategi. I et samfund, der generel oplever en stigende grad af ulighed, er det af afgørende betydning, at der er nogle, der arbejder til gavn for de, der har det vanskeligst. Den opgave vil Enhedslisten gerne være med til at løfte.

-Tilsynet med den almene sektor. Det har i løbet af de første seks måneder vist sig, at der er et stort behov for at fokusere på Sorø kommunes tilsyn med den almene sektor. Det skyldes at tilsynet har været så passivt og reaktivt, at det nærmest må beskrives som ikke eksisterende. Konsekvensen har været, at der er en del beboere der har oplevet, at de har boet i skimmelsvamp. Med det fokus som blandt andet Enhedslisten har skabt på området, har det ligeledes vist sig, at der er afdelinger der er decideret nødlidende. Formålet med et tilsyn er, at Sorø kommune kan være med til at skabe gode moderne og attraktive boliger for alle kommunens lejere, blandt andet som sparringspartnere for boligorganisationer og lejere.

-Folkeskolen har haft et specielt stort fokus fra Enhedslistens side. Folkeskolen er grundpillen i den sociale sammenhængskraft og forudsætningen for et stærkt velfærdssamfund. I løbet af 2018 er det lykkedes for Enhedslisten at sætte fokus på, at Folkeskolerne i Sorø kommune er underfinansieret og i hverdagen alene holdes sammen af meget stærke lærer og pædagog kræfter. En af konsekvenserne er, at underskud på specialundervisningsområdet skal dækkes af almenundervisningen. Det har vi fra Enhedslisten anket over i hele perioden. Det er vores opfattelse, at der i byrådet i dag er en generel erkendelse af, at Folkeskoleområdet skal tilføres flere ressourcer og at specialområdet skal være bæredygtigt, så midlerne ikke skal findes på almenområdet.

-PCB sagen, som et af kun to partier i byrådet er det lykkedes Enhedslisten at fastholde, at miljøet herunder grundvandet skal prioriteres over ønsket om at skaffe sig billigt af med forurenet byggeaffald. Vi er stadigt stærkt bekymrede over den proces, der har fundet sted, og vil følge den meget nært i efteråret.

-Brug penge på skoler i stedet for asfalt. Efter Enhedslistens opfattelse er det helt afgørende, at de ressourcer der er til stede på anlægsområdet prioriteres til gavn for velfærd. I den forbindelse har vi gjort opmærksom på, at renoveringer af blandt andet Holbergskolen og Ruds Vedby skole bør have første prioritet. Det er vores opfattelse, at midlerne kan findes ved at undlade at bygge omfartsvejen rundt om Dianalund.

Punkterne viser, at det er forholdsvis nemt at være opposition i Sorø kommune. Fra Enhedslisten prioriterer vi en velfærdskommune med fokus på borgerne frem for en kommune, der alene sætter erhvervslivets behov i centrum.

Del på sociale medier