At Leonard Cohen står frisk i erindring hos mange, unge som ældre, blev slået fast torsdag den 11. januar, hvor der var nytårskoncert i Alsted kirke.

Cohen-koncert i Alsted Kirke. Foto: Alsted Kirke.

Kirken var stuvende fuld, selv trappen op til prædikestolen blev fyldt med forventningsfulde tilhørere. Det skriver Alsted Kirke til Dit Sorø.

Leonard Cohen døde den 7. november 2016, 82 år gammel. Han efterlod sig en sangskat, som er blevet fortolket af mange andre store musiknavne igennem tiden.

I går aftes var det Karsten Holm & Cohen-trioen, som gæstede Alsted kirke. Denne består af fire meget dygtige musikere, som beherskede mange forskellige instrumenter, ligesom alle kunne bakke forsangeren, Karsten Holms, flotte sangstemme op.

Gruppen gav deres version af 15 udvalgte numre fra Leonard Cohens lange karriere. De enkelte numre blev krydret med citater, anekdoter og små fortællinger, alt sammen med relation til Leonard Cohens liv og de sange, vi hørte. Det var en fantastisk oplevelse.

Aftenen blev indledt med fællessang ”Vær velkommen Herrens år”. Herefter tog Karsten Holm & Cohen trioen over og sluttede med nummeret ”Leaving the table” fra Leonard Cohen’s sidste CD ”You want it darker”, som udkom kort tid inden hans død.

Stående bifald, og selvfølgelig udløste det et ekstranummer, inden der igen var fællessang, ”Du som har tændt millioner af stjerner”.

I våbenhuset var der, som sædvanlig ved den slags begivenheder, boblende vand og kager til alle.

Fuldt hus i  Alsted Kirke. Foto: Alsted Kirke