Af Bo Mouritzen, Enhedslisten Sorø

I Sorø Avis den 13. december kan man læse, at Sorø Kommune i samarbejde med forskellige parter blandt andet Super Brugsen på Frederiksberg og Røde Kors uddeler 143 julepakker, så familier med børn under 18 år, på trods af en meget stram økonomi kan holde jul.

Bo Mouritzen

Yderligere fremgår det af artiklen, at antallet af familier, der søger julehjælp er steget med 38 pakker fra 2015.

Baggrunden for stigningen skal sandsynligvis findes i indgrebene mod personer på overførselsindkomst. I Sorø Kommune er der for eksempel forholdsvis mange, der rammes af kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og sanktioner.

I Sorø Kommune er der 118 personer, der er ramt af kontanthjælpsloftet, der primært er rettet mod enlige forældre, 131 personer er ramt af 225-timersreglen, mens 185 personer er sanktioneret og dermed ikke modtager den fulde ydelse. Af andre fattigdomsydelser, er der 168 personer, der er på integrationsydelse og 167 der er på uddannelseshjælp (kilde; Kirkens Korshær og Kontanthjælps-Alliancen).

En hel del af de personer, der er på fattigdomsydelserne er dog personer, der er langt fra arbejdsmarkedet. Det er ofte mennesker med multidimensionale problemer af fysisk, psykisk og /eller social karakter. I Sorø Kommune er 55% af kontanthjælpsmodtagerne således vurderet til at være ”aktivitetsparate” og dermed ikke klar til, at træde ind på arbejdsmarkedet.

Når så mange borgere ikke kommer nærmere en selvstændig tilværelse, skyldes det ofte, at der mangler en målrettet og koordineret indsats med henblik på at gøre familien selvhjulpen.

Ønsket om, at straffe forældrene i arbejde rammer ofte uskyldige. Det er især børnene i de fattige familier, der ofres. Børn i lavindkomstfamilier klarer sig ofte dårligere i skolen, og er derfor i risiko for at ende i samme svære økonomiske situation, som deres forældre.

Når de fattigste i et samfund skal modtage almisser for at kunne give deres børn en tålelig jul, er det et udtryk for et samfund, hvor sammenhængskraften er i opløsning. Det er grådigheden der hersker, når vi på den ene side taler om skattelettelser, mens andelen af ekstremt fattige danskere i henhold til Eurostat er steget fra 2 % i 2008 til 3,7 % i 2015. Eurostat vurderer at 17,7 % af den danske befolkning risikerer fattigdom eller social eksklusion.

Fra Enhedslisten vil vi i 2018 rejse spørgsmålet: “Hvordan sørger vi for, at ingen familier skal modtage julepakker, når vi kommer til julen 2018?”

Det er moralsk forkasteligt, at der i 2018 er børn, der skal vokse op i fattigdom.