Af Bo Christensen, Den Konservative byrådsgruppe

Bo Christensen

Det er desværre igen nødvendigt at bringe nogle fakta i forbindelse med Linda Nielsens (SF) usaglige kritik.

Der er ikke tale om systematisk svigt i den kommunale sagsbehandling i forbindelse med Borgerrådgiverens årsberetning for 2016. Ud af 328 henvendelser til Borgerrådgiveren har 49 givet anledning til klager. I under 20 af disse klagesager har kommunen handlet forkert.

Kommunen får over 30.000 henvendelser om året. At der er sageri forhold til henvendelserne til Borgerrådgiveren, der er behandlet forkert, er naturligvis beklageligt – men der er ikke tale om systematisk svigt. Men vi skal selvfølgelig blive bedre til at følge op på sagerne og være bedre til at kommunikere. Der er altid noget, vi kan gøre bedre, så der vil blive iværksat yderligere tiltag henblik på dette.

At koble borgerrådgiverens rapport til kommunens resultat, viser at Linda Nielsen desværre ikke har indsigt i kommunens økonomi. S og SF overlod Sorø Kommune til det nye flertal i 2014 som en af Danmarks mest forgældede kommuner og med en af landets højeste skatter.

I 2012 satte regeringen en stopper for at lånefinansiere overforbrug og dermed den måde, hvorpå S og SF drev kommunen på. Med Budgetloven skal udgifterne sættes i forhold til indtægterne i kommunen. Sorø Kommune får hvert år tildelt en økonomisk ramme, som vi kan give borgerne service indenfor. I 2016 er der forbrugt over 99% af denne ramme.

Sorø Kommune havde i 2016 et ordinært overskud på kr.91 mio. når udgifterne er trukket fra indtægterne. Overskuddet skal dække afdrag på gæld, og betaling for nye skoler og andre udviklingstiltag. Da afdragene andrager kr. 43 mio. i 2016, og vi har besluttet, at der hvert år skal bruges kr.40 – 50 mio. til udvikling af vores kommune, så er det ikke sparet noget op i banken – som Linda Nielsen skriver.

Der er således hverken tale om, at vi ikke bruger de penge, vi må,på velfærd, ligesom der ikke lægges noget i kassen. Der er alenetale om, at vi langt om længe har en økonomi i balance, og vi kan afdrage på gælden uden at optage ny gæld.

At SF ikke har ønsket at få indflydelse på fordelingen af den serviceramme, som Sorø Kommune er tildelt, er naturligvis deres egen beslutning. De har hvert år været inviteret til budgetforhandlingerne. Da vi i 2016 for første gang kunne tilføre kernevelfærden flere ressourcer – uden der skulle findes besparelser først – så var det ikke nok for SF. Og når det i tidligere år blev svært, fordi der skulle spares for at overholde Budgetlovens serviceramme, så blev de væk.

Alle partier vil gerne give borgerne flere af de penge de betaler i skat tilbage i form af velfærd. Men det kan Sorø Kommune ikke bestemme – det gør Folketinget. Indtil SF får ændret på dette forhold, så bør de forholder sig til de regler, der gælder for Sorø Kommune og tage et lokalt ansvar.

Du kan læse Linda Nielsens indlæg her