soroe genbrug1Den sidste etape i Genbrug tour de Sorø er Mission Afrika på Storgade, der åbnede i marts 2010.

Butikken er en af over 80 Mission Afrika-genbrugsbutikker i Danmark. Alt hvad der tjenes i butikken sendes til forskellige projekter i Afrika. Og ikke andre steder.

Missionen er over 100 år gammel, og den afgåede formand Ulla Pedersen har flere gange deltaget i projekter i Afrika, hvor hendes ægtefælle bl.a. har været leder af håndværkerskolen, et projekt i Nigeria. Ulla kan fortælle en masse spændende historier fra sin og ægtefællens ophold i Afrika, som Dit Sorø glæder sig til at videreformidle en anden gang. Denne gang handler det om butikken, de frivillige og varerne her.

soroe genbrug2Udover den nyudnævnte formand, Anita Kluge, tæller butikken otte frivillige. Og er er altid plads til flere.

Anita, der er 38 år, er en gevinst for butikken, fortæller hendes kollegaer under interviewet. Hun kan nemlig reparere alt muligt.

Anita kan godt lide genbrugstanken, ”da tingene på den måde får lov til at leve deres liv færdigt”, siger hun. ”Her er alt det, som du ikke lige ved at du mangler”, supplerer hun, hvilket mange har opdaget, for der er stort set altid flere kunder ad gangen i butikken.

Anita er meget glad for arbejdet i genbrugsbutikken, hvor der ligesom i de andre butikker, vi har besøgt, kommer alle mulige forskellige kunder. De elsker genbrug, men det må ikke være dyrt, er grundholdningen hos de fleste.

Genbrugsbutikkerne kan kun eksistere ved hjælp af dem, der donerer alt muligt til salg. Samt alle de frivillige, som vi har mødt undervejs i Genbrug tour de Sorø. Ildsjæle som er stolte over at kunne hjælpe andre i Danmark eller udlandet.

Anita her med hendes valg
Anita her med hendes valg

Nostalgiske beholdere  
Den yndlingsting Anita har valgt, er valgt med hjertet. Nostalgien tog over, da hun var igennem butikkens nips, der fylder en del, udover det tøj der også findes i massevis. De tre plasticdåser, af gennemsigtig plast med blomstermotiver i brun og hvid, er nogle hun husker fra sin barndom. “Det er rigtige firser plasticbeholdere, der kan bruges til alle mulig dimser,” oplyser Anita glad. Den ene dåse har der nok været nelliker i. Den dufter i hvert fald sådan.

Dåserne koster kr. 20 pr. stk. for de små og 30 kr. for den store. Mrk. Graant.

Lidt godt til væggen
Fire piger på et mindre maleri er Mette Skjoldans yndlingsfund denne gang. Til den nette sum af 40 kr. kan man få sig et maleri med hjem. “Jeg synes farver og motiver er gode. Og til den pris kan enhver få lidt godt til væggen. Det her maleri vil hænge rigtig godt på et pigeværelse eller i en stue”, siger Mette.

soroe genbrug maleri

 

Sorø Genbrug (Mission Afrika)
Storgade 35A
4180 Sorø

Åbningstider
Mandag, onsdag og torsdag kl. 12-16
Tirsdag kl. 11-17

Det er i denne genbrugsbutik helt ok at aflevere ting udenfor åbningstiden. Men tingene skal afleveres i lukkede poser og helst inde bagved butikken (gennem porten ved siden af indgangen). De kører også gerne ud og henter varer.