Et flertal i Sorø Byråd bestående af De Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale og Nye Borgerlige har nu underskrevet en budgetaftale om næste års budget. Det oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

For første gang i mange år præsenteres en budgetaftale uden nye besparelser. Folkeskolen styrkes, vedtagne besparelser på det sociale område reduceres, og arbejdet med byudvikling og helhedsplaner udbygges.

Sorø Kommune er inde i en positiv udvikling. Øget bosætning, et godt erhvervsklima og en økonomi, som i stigende grad baserer sig på egne indtægter frem for statslige tilskud er alt sammen en del af fundamentet for den budgetaftale, som nu er indgået af fem af byrådets otte partier.

– Jeg er rigtig glad for, at vi i år har kunnet prioritere partiernes ønsker i budgettet og ikke, som tidligere, har været nødt til at fokusere på at finde besparelser. Det er første gang i mange år, at vi i Sorø Kommune kan se frem til et budget uden besparelser. Det er meget positivt. Det glæder mig også, at vi som kommune er godt på vej til at være selvforsørgende og kunne leve af vores egne indtægter, frem for at statslige særtilskud. Det er vejen frem, siger borgmester Gert Jørgensen.

Det eksisterende arbejde med helhedsplaner fortsættes og udbygges i 2018 med en foranalyse for Fjenneslev. Allerede fra 2017 sættes gang i en foranalyse af området omkring Sorø Station.

– Vi har valgt at gribe den bold, der ligger i, at der på regeringens finanslov er afsat midler til området omkring Sorø Station. Vi støtter op om denne udvikling med en forundersøgelse af mulighederne for området. I næste omgang sætter vi gang i arbejdet med en helhedsplan for Fjenneslev, i lighed med de helhedsplaner, som nu er i fuld gang i Stenlille, Ruds Vedby og Dianalund og nyder bred opbakning blandt borgerne, siger Gert Jørgensen.

Folkeskolen er igen en af de store vindere i budgetaftalen. Over de kommende år investeres 24,0 mio. kroner i styrkelse af undervisningen og specialundervisningen, og derudover skaber vi bedre rammer for supercentrene i Stenlille og Sorø. Rolf Clausen, V, siger:

– Jeg glæder mig især over, at vi med budgetaftalen styrker vores folkeskoler. Vi investerer i styrket faglighed, og vi styrker skolernes mulighed for at tilbyde den attraktive undervisning, som skal kendetegne folkeskolen i Sorø Kommune.

Skoleinvesteringerne glæder også Pia Hvid, R, og Johannes Lumholt, NB.

– Jeg glæder mig blandt andet over, at vi nu afsætter et fast beløb hvert år til det fremragende arbejde med naturvejledning i kommunen, og at vi i øvrigt styrker fagligheden i folkeskolen og lærernes mulighed for at skabe en attraktiv undervisning, siger Pia Hvid.

– Jeg glæder mig især over, at skolesvømning igen kommer på dagsordenen ude på skolerne, siger Johannes Lumholt, NB.

Også på socialområdet er der godt nyt. En del af de besparelser, som blev planlagt og vedtaget tilbage i 2015, reduceres nemlig i budgetaftalen. Desuden styrkes sagsbehandlingen i forhold til hjælpemidler.

– Det positive økonomiske udgangspunkt for budgettet betyder, at vi kan aflyse en del af de tidligere vedtagne besparelser på plejecentrene og de socialt udsatte. Det er jeg meget glad for. Med denne budgetaftale sætter vi desuden gang i udviklingen af et sundhedshus, og tager dermed et væsentligt skridt i forhold til at udvikle det nære sundhedsvæsen i vores kommune, siger Lars Schmidt, DF.

Dagtilbudsområdet tilføres midler, der især skal bruges til at øge fleksibiliteten og forældrenes frie valg mellem vuggestue og dagpleje.

– Vi har valgt at styrke forældrenes frie valg på dagtilbudsområdet. Vi tilfører nogle midler til daginstitutionerne, som de kan bruge i indsatsen for at gøre overgangen fra dagpleje og vuggestue til børnehave så god som mulig for børnene. Desuden er det positivt, at vi nu har fået muligheden for at tage et solidt skridt i forhold at bevare og vedligeholde kommunens fysiske aktiver – ejendomme og broer mv. Det er der afsat 19 mio. kr. over de næste fire år, så det kommer til at kunne ses. Samtidig går vi ind og arbejder med at skabe gode indholdsmæssige løsninger på de eksisterende kommunale ejendomme ud fra kommunens ejendomsstrategi, siger Per Hovmand, K.

Budget 2017 ventes vedtaget endeligt i byrådet den 12. oktober.

Enkelte fakta om budgetaftalen (tallene opgjort samlet for perioden 2017-2020)
Folkeskolen: Styrkelse af undervisning og specialundervisning: 24 mio. kr.
Fleksibilitet i dagtilbud: 6,0 mio. kr.
Naturvejledning: 0,8 mio. kr.
Specialinstitution på dagtilbudsområdet: 1,9 mio. kr.
Ombygning af tidligere tandklinikker til supercentre: 4,0 mio. kr.
Renovering og ombygning af sundhedshus på Dr. Kaarsbergsvej: 7,2 mio. kr.
Foranalyse for området ved Sorø Station: 0,15 mio. kr.
Foranalyse til en helhedsplan for Fjenneslevområdet i 2018 0,15 mio.kr.

Borgermester & Co.