Af Niels Hilker, formand for DN Sorø

Hvor lang tid må en kommune undlade at reagere på en kendelse i Natur og Miljøklagenævnet? Det er indholdet i en henvendelse som DN Sorø i dag har sendt til Nævnet.

Baggrunden for DN Sorøs forespørgsel er, at Natur- og Miljøklagenævnet i en kendelse den 16. juni 2015 ophævede en tilladelse, som Sorø Kommune havde givet til at nedlægge en markvej, der forbinder Hejreskovvej og Alstedvej syd for Alsted by.

Her 7 måneder efter har Sorø Kommune imidlertid ikke fortaget sig noget i den anledning, og kommunen oplyser, at den hvis ressourcerne tillader det, vil se på sagen i løbet af foråret 2016.

DN Sorø finder det problematisk, at respekten for Natur- og Miljøklagenævnet som institution på denne måde undergraves, ligesom systemet med borgerinddragelse og klageadgang lider et knæk, hvis myndigheder udviser passivitet og ikke effektuerer nævnets afgørelser.

Det er vores opfattelse, at en Myndighed, straks eller uden ugrundet ophold, skal reagere på en kendelse fra Natur- og Miljøklagenævnet. Uden ugrundet ophold kan sikkert strække sig over 4 – 5 uger, hvis kendelsen modtages midt i sommerferieperioden. Men under ingen omstændigheder mere end 7 måneder.

DN Sorø gik i sin tid ind i sagen, da den nedlagte markvej vil give mulighed for at gå en rundtur et af de få steder, hvor man som almindelig borger har mulighed for at komme nogenlunde tæt på Suså-dalen, og nyde det smukke landskab.

Befolkningens adgang til naturen, under hensyntagen til dens sårbarhed, er netop en af DNs hovedformål.

Henvendelse vedhæftet til orientering: Henvendelse til NMK vedr. Alstedvej